Nyhed, 20.august 2024

Fremtidens krav til miljøgodkendelser i EU er klar

Revideret direktiv om miljøgodkendelser stiller nye krav til virksomheder og store husdyrbrug. Nogle krav for fødevarevirksomheder bliver gældende efter 2030.

L&F har fulgt forhandlinger om revision af direktivet om industrielle emissioner tæt, og har været meget aktive for at påvirke EU-parlamentet og den danske regering gennem løbende dialog, faglig viden og ændringsforslag.

Vi har især arbejdet for, at nye krav sikrede lige konkurrencevilkår og reelt styrkede miljøbeskyttelsen samt at kravene blev mindst muligt administrativt tunge. Danmark har nu frem til 1. september 2026 til at implementere direktivet i dansk lovgivning. Landbrug & Fødevarer vil følge implementeringen tæt og arbejde for en smidig og omkostningseffektiv implementering.

Direktivet sætter rammerne for virksomhedernes miljøgodkendelser og deres udledninger af forurenede stoffer til luft, vand og jord. Alle større virksomheder i fødevareindustrien samt store svine- og fjerkræbrug er i dag omfattet af direktivet.

Cirkulære og klimaneutrale

Der skal fremover sættes krav til ressourceforbrug (vand, energi, ressourcer og affald) i godkendelserne, og virksomheder skal udarbejde en transformationsplan, som sikrer at virksomheden kan efterleve principperne om at være cirkulære og klimaneutrale i 2050. Desuden er der nye krav om certificering af miljøledelsessystemer, udarbejdelse af kemikaliehandlingsplan samt skærpelse af fastsættelse af grænseværdier for forurenende stoffer i godkendelser.

For fødevarevirksomheder vil række af disse krav først være gældende, når der er udarbejdet sektorspecifikke regler (de såkaldte BAT konklusioner), dog vil de nye regler senest være gældende fra 2036.

Direktivet sætter også fokus på at fremme implementering af nye og innovative miljøteknologier. Kommissionen har oprettet et nyt center, som skal understøtte implementering af nye miljøteknologier og give mulighed for, at virksomhederne i større grad kan afprøve nye teknologier.

For husdyrbrug bliver der nye forenklede krav til deres miljøgodkendelse i nogle driftsregler, som skal forhandles i EU de næste to år.

Læs mere:

·       Pressemeddelelse fra EU Kommissionen 

·       IED 2.0 Direktiv tekst på dansk 

·       Mere om direktivet IED 2.0 

·       Mere om betydning for husdyrbrug

Kontakt: