
Restauranterne nomineret til Årets Ret med Gris
Grisekød er essential del af topgastronomien. Hvem er de nominerede?
Landets gastronomiske elite er klar til at dyste, når Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Whiteguide afholder de prestigefyldte konkurrencer Årets Ret med Gris og Årets Ret med Fisk & Skaldyr den 4. november på Axelborg. Interessen for konkurrencerne har været overvældende i år, og det høje antal indstillinger fra nogle af Danmarks bedste restauranter vidner om en stærk passion for gastronomi.
For 12. gang hylder Årets Ret med Gris grisekødet som en essentiel del af topgastronomien. Gris er ikke blot hverdagsmad, men en alsidig råvare med over 600 smagsnuancer, som kræver både teknisk dygtighed og kreativitet at mestre. Med et stærkt felt af nominerede er der igen i år lagt op til en skarp dyst, hvor grisens mange smagsnuancer vil blive udforsket til fulde.
"Årets Ret med Gris er efterhånden blevet en af de store årlige kokkebegivenheder, der engagerer kokke fra hele landet, og det afspejles også i år i de nominerede restauranter. Det er et fantastisk felt, der konkurrerer om at lave Årets Ret med Gris, hvilket vidner om en kokkebranche, der virkelig går op i deres råvarer, stiller krav, smager til og nytænker på livet løs," udtaler Anders Nicolajsen, Chefkonsulent for Gastronomi og Foodservice i Landbrug & Fødevarer.
De fem nominerede til Årets Ret med Gris 2024 er:
- Restaurant Alouette, København
- Restaurant RADIO, København
- Okê Restaurant, Ruths Hotel, Skagen
- Restaurant Frederikshøj, Aarhus
- Søllerød Kro, Holte
Årets Ret med Gris 2024 er støttet af Norma og Frode Jacobsens Fond