Nyhed, 01.oktober 2024

Climate Week: Dansk fødevareproduktion er global ledestjerne

Landbrug & Fødevarer deltog sammen med danske virksomheder i Climate Week for at fremme klimaeffektiv fødevareproduktion gennem globale partnerskaber.

I sidste uge deltog Landbrug & Fødevarer sammen med en bred vifte af danske virksomheder, herunder Arla, FOSS, Carlsberg, Novonesis, FMC, Agreena og flere andre, i Climate Week 2024 i New York. Formålet med vores deltagelse var at cementere Danmarks internationale position som frontløber inden for klimaeffektiv fødevareproduktion og udvide det internationale samarbejde.

Fødevareproduktionen vigtig del af løsning på klimakrisen

Climate Week, som er en central platform for globale klimadrøftelser, fremhævede tydeligt, at fødevareproduktion - på den globale scene - i stigende grad anses som en vigtig del af løsningen på klimakrisen. Denne opfattelse gennemsyrede hele ugen og understreger behovet for samarbejde om grøn omstilling i fødevaresektoren. Der var markant interesse for Danmarks klimaeffektive løsninger (omtalt ClimateSmart Solutions), hvor mange aktører søgte at lære af vores erfaringer. Som repræsentanter for både landbruget og fødevareindustrien i Danmark har vi skabt værdifulde kontakter, som kan bane vej for fremtidige partnerskaber.

Biosolutions

En central indsigt fra Climate Week var betydningen af offentlige-private partnerskaber. Disse partnerskaber er nødvendige for at drive innovation og sikre hurtig opskalering af løsninger, der kan imødekomme de globale klimamål og fødevaresikkerhed. Dette budskab blev gentaget på flere niveauer og understøttet af konkrete eksempler fra hele verden - og især Danmark. Fra paneldiskussioner om grøn finansiering til rundbordssamtaler om biosolutions stod det klart, at samspillet mellem den offentlige og private sektor er afgørende for at fremme den nødvendige teknologiudvikling og organisatoriske forandringer.

L&F efterlyser standarder for regenerativt landbrug

Et andet tema under Climate Week var regenerativt landbrug, som hurtigt er ved at blive en hjørnesten i den globale diskussion om bæredygtig fødevareproduktion. Store internationale virksomheder som Nestlé, Unilever, PepsiCo og Mars er begyndt at investere i regenerative råvarer, og danske virksomheder som Carlsberg Group følger trop. I USA er flere regenerative produkter allerede tilgængelige og tydeligt mærkede på butikshylder, selvom en fastlagt definition eller ramme for, hvordan vi måler og verificerer stadig udestår. Vores deltagelse understøttede vigtige dialoger om behovet for standardisering. Manglen på en samlet definition af regenerativt landbrug udgør en udfordring for hele systemet, men uklarheden er særligt udfordrende for landmænd, der forventes at implementere regenerative praksisser uden en konkret ramme. Regenerative praksisser er heldigvis blot ét af de mange værktøjer, vi kan benytte på rejsen mod bæredygtig fødevareproduktion - og det er vigtigt at sikre, at der ikke er tale om et ”enten eller” men et ”både og”.

Landbrug & Fødevarer tager disse indsigter med hjem for at styrke vores fortsatte arbejde med at sikre den danske fødevaresektors udvikling. Vi ser frem til at fortsætte dialogerne og udbrede de løsninger, der gør dansk landbrug og fødevareproduktion til en global ledestjerne.