Nyhed, 01.oktober 2024

Slagterprisen 2024: Hæder til stærke rollemodeller

Overrækkelsen af Slagterprisen 2024 fandt sted på Fødevaredagen Executive, hvor to dygtige kandidater vandt i skarp konkurrence.

Med øget fokus på rekruttering og grøn omstilling blev årets to vindere af Slagterpriserne fundet. Prisen for årets slagtermester i kategorien super- og hypermarkeder gik til Lennart Ilkær Therkelsen fra Bilka i vejle, mens den unge slagtertalent Ida Schellerup Andersen fra C.S. Pølsemageri i Vejen modtog prisen i kategorien for privatslagtere.

Rekruttering & Grønne omstilling

Juryen havde i år et særligt fokus på rekruttering og grøn omstilling i vurderingen af vinderne af Slagterpriserne 2024. I kategorien for super- og hypermarkeder blev kandidaterne vurderet på deres evne til at uddanne nye fagfolk og talenter, med krav om at de som minimum havde en elev tilknyttet. Årets vinder, Lennart Therkelsen, fremhævede dog, at dette resultat kun kunne opnås gennem en stærk holdindsats.

-Selvom det er mit navn på prisen, ser jeg det som en pris VI har vundet. Det betyder rigtig meget for mig, og selvom det er en stor personlig anerkendelse, er det vigtigt for mig at understrege, at man ikke vinder alene. Jeg er oprigtigt glad og stolt på teamets vegne!

Lennart Therkelsen - vinder af Slagterpriserne 2024 i kategorien for super- og hypermarkeder

Vinderen i kategorien ”privatslagter – det unge slagtertalen” Ida Andersen, var heller ikke i tvivl om at prisen skylder en holdindsats. Efter prisoverrækkelsen udstrålede den ene vinder hendes glæde og begejstring over at hun nu skal hjem og dele prisen med hendes arbejdsplads:

- Det er en stor pris, som jeg nu kan dele med virksomheden – den skal fremvises ved disken, lige ved siden af trøflerne!

Ida Andersen - vinder af slagterprisen 2024 i kategorien privatslagter – det unge slagtertalen

En vigtig pris for hele branchen

Slagterprisen 2024 har ikke kun til formål at sætte fokus på etablerede slagter i super- og hypermarkeder samt unge talenter blandt privatslagtere. Landbrug & Fødevarer ønsker også at prisen kan bidrage til at inspirere og motivere forsat høj kvalitet samt ydeliger innovation i branchen. Eva Kunnerup Mohrsen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, udtaler:

-Slagterprisen hylder de bedste, og håndværk og passion er stadig fundamentet. I år har vi dog også lagt ekstra vægt på rekruttering, som er en vigtig udfordring for hele branchen. Det er afgørende, at vi også i fremtiden har dygtige og passionerede slagtere, som kan guide os til store madoplevelser – med både smag og ikke mindst med øje for kødets rolle på en grønnere middagstallerken.