
Over 25 delegationer i ind- og udland: L&F baner vejen
Landbrug & Fødevarer har gennem en målrettet indsats hjulpet danske virksomheder med at åbne døre til nye markeder og samarbejdspartnere verden over.
I mange år har Landbrug & Fødevarer bistået fødevareklyngens virksomheder, især små og mellemstore virksomheder med at trænge ind på markeder, der kan være svære at navigere i. Ofte handler udfordringerne om at etablere kontakt til de rigtige beslutningstagere. Gennem tæt samarbejde med danske ambassader har L&F skabt rammer, hvor flere virksomheder kan stå stærkere sammen og derved skabe en bredere interesse fra udenlandske landmænd og virksomheder til at se konkrete eksempler på danske løsninger og nye investeringsmuligheder. Derudover har vi også stigende fokus på fødevaredelen, hvor vi kommer tættere på detailledet, og den vej igennem skaber B2B-møder, hvor indkøbere har mulighed for at teste produkter. Vi har tidligere haft Japan, som case med stor succes, hvor flere har fået importør eller direkte afsætning til supermarkedskæderne.
Samme mål
I år har L&F arrangeret mere end 25 fremstød i ind- og udland med over 100 deltagende virksomheder. Fokus har bl.a. været på gris og fjerkræ i Sydamerika, mens USA har stået i kvæg-, gris- og biogassens tegn. I USA har L&F desuden gennemført et stort fremstød med deltagelse af den danske fødevareminister. Japan har indtil nu primær været fødevareorienteret. Derudover har L&F også haft delegationer i til andre lande i Asien, Mellemøsten, Afrika og Australien.
På alle destinationer har målet været det samme - formidle og skabe rammerne for at den danske fødevareklynge kan sælge bæredygtige løsninger, der kan hjælpe andre lande med at forbedre effektiviteten og reducere deres klimaaftryk. Fra jord-til-bord.
Til næste år planlægger L&F en lang række fremstød med fokus på bl.a. agroindustri, forarbejdning, staldløsninger og fødevarer. UAE og Saudi-Arabien er blandt de prioriterede destinationer, hvor den danske fødevareminister deltager med fokus på både løsninger til klyngen samt fødevarer. Med ministerens deltagelse er det muligt for virksomheder at rejse specifikke markedsudfordringer, som kan tages op på myndighedsniveau. Dette kan være med til at forbedre markedsadgange på lang sigt.
Andre destinationer i 2025 inkluderer Tanzania, Zambia, Frankrig, Japan og Korea, hvor fælles fremstød forventes at skabe nye muligheder for danske aktører.
Input fra virksomheder skal styrke indsatsen
For at sikre, at kommende fremstød afspejler medlemsvirksomhedernes behov, gennemfører L&F i år en rundspørge. Dette skal hjælpe med at identificere de markeder og sektorer, der har størst interesse, så indsatsen bliver yderligere målrettet og gavnlig.
- Du kan svare på markedsundersøgelsen her