Nyhed, 12.november 2024

Nye anbefalinger til vurderinger af erhvervsgrunde

De anbefaler at fastholde nuværende model for vurdering af erhvervsgrunde, men ser behov for ændringer ved modellen for beskatning af vedvarende energianlæg.

Den 8. november 2024 offentliggjorde Skatteministeriet Arbejdsgruppens rapport om vurdering af erhvervsgrunde. Rapporten indeholder flere vigtige anbefalinger, som kan få betydning for erhvervslivet generelt. Arbejdsgruppen startede deres arbejde tilbage i 2021 med formålet om at undersøge den nuværende vurderingsmodel og alternative modeller på erhvervsgrunde.

 

L&F's tanker


Rapportens anbefalinger er ikke endeligt vedtaget, og det er endnu usikkerheder, hvordan de vil påvirke erhvervsvurderinger fremover. Regeringen skal drøfte rapporten med forligskredsen for ejendomsområdet. L&F har fulgt arbejdet tæt ved at deltage i en følgegruppe til arbejdsgruppen, L&F vil fortsætter med at følge arbejdet og den politiske proces.

Det er vigtigt at de forskellige erhvervsejendomme bliver skaleret korrekt, og dertil har L&F særligt fokus på de ejendomme som sidste år blev omkategoriseret fra landbrugsejendom til erhvervsejendom. Det er vigtigt at disse ejendomme ikke bliver overset i den politiske beslutningsproces i forhold til hvilken skaleringsfaktor de skal omfattes af.  

 

Fastholdelse af AOM-modellen


Arbejdsgruppen har analyseret seks modeller til vurdering af erhvervsgrunde og anbefaler at fastholde den nuværende alternativomkostningsmodel (AOM). Denne model bygger på antagelsen om, at den bedste alternative anvendelse af en erhvervsgrund er til boligformål. Derfor baseres værdiansættelsen af en erhvervsejendom på den værdi, grunden ville have, hvis den blev anvendt til boligformål. Vurderingen bliver dog nedskaleret afhængigt af grundenes faktiske anvendelsesmuligheder med systematiske nedskaleringsfaktorer- altså alt efter hvilken type erhvervsgrund der er tale om, fx fabrik og lager eller butik.

Flertal i arbejdsgruppen finder, at på baggrund af det begrænsede datagrundlag, som der ligger for priser på erhvervsgrunde, vil den bedste model være AOM.

 

Formuebeskatning af andelsselskaber


Herudover ser Arbejdsgruppen på andelsselskaber. Her foreslår de, at andelsselskaber med ejendomsværdi justerer vurderingen af deres ejendomme til dagsværdi, i stedet for at benytte den offentlige ejendomsvurdering. Dette skal sikre en mere præcis opgørelse af selskabets samlede formue.

 

Udfordringer ved vurdering af grunde med vedvarende energianlæg


En central udfordring, som arbejdsgruppen påpeger, er vurderingen af grunde, der benyttes til vedvarende energianlæg. I den nuværende vurderingsmodel baseres beskatningen udelukkende på anlæggets produktionskapacitet, og ikke på den faktiske arealanvendelse. Dette kan forvride det økonomiske incitament til at øge produktionskapaciteten.

Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der udvikles en ny vurderingsmodel for sådanne grunde. Denne model bør tage udgangspunkt i de regionale landbrugsjordpriser og suppleres med et værdistigningstillæg. Det vil sige, at man skal vurdere det areal som anlægget bliver brugt til ud fra hvad det bedste alternative formål ville være – i dette tilfælde landbrugsjord. Herfra overgår man fra at bruge produktionskapacitet, når vurderingen foretages, til den faktiske arealanvendelse.

Arbejdsgruppen understreger behovet for en skematisk model, der kan tilpasses de forskellige anlægs behov.