
Foto: Peter Prik Larsen
Aftale om emballage skærer ned på bøvlede nationale regler
En aftale mellem Europa-Parlamentet og ministerrådet i går aftes om ny emballageforordning sikrer mere ens og harmoniserede emballageregler i EU.
Landbrug & Fødevarer har særligt arbejdet for at begrænse nationale særregler, som er taget til de senere år, blandt andet i Frankrig og Italien. Med forordningen vil mulighederne for særregler begrænses væsentligt, og dermed sikre bedre vilkår for virksomheder, der eksporterer til øvrige EU-lande.
Med aftalen bliver der også stillet meget ambitiøse krav om genanvendelse af emballager samt krav om anvendelse af genanvendt plast i emballager. Reglerne er meget vidtgående, og vil stille store krav til fødevareproducenter og emballageproducenter, fordi de tekniske løsninger til genanvendelsen ikke er klar, og fordi høje hygiejnekrav fortsat skal sikres.
Slut med mad i engangsemballage
Med aftalen vil man fra 2030 ikke længere kunne servere mad i engangsemballage på cafeer o. lign. Samtidig forventes et forbud mod særlige emballagetyper, herunder emballager til engangsportioner, fx coffee creamers, og emballage til frugt og grønt i mængder under 1½ kg. Dette er en stor udfordring for en række af L&F’s medlemmer, blandt andet fordi reglerne kan medføre en øget CO2 udledning pga. et øget fødevarespild. Af andre udfordringer kan nævnes krav om brug af genanvendt plast og krav om genanvendelighed af emballager, hvor der i dag ikke er praktiske løsninger.
Aftalen skal formelt godkendes af EU’s ministerråd og EU-parlamentet, og en endelig emballageforordning ventes at blive offentliggjort i EU-tidende ved udgangen af 2024, hvorefter de første regler vil kunne træde i kraft efter 18 måneder. En række af reglerne – blandt andet kravet om brug af genanvendt plast - træder dog først i kraft i 2030.
Flere detaljer i næste L&F Business
L&F vil de kommende uger analysere aftalen nærmere, herunder hvilke muligheder der er for at sikre L&F medlemmers interesser, fx i forbindelse med undtagelser og den videre implementering via EU retsakter og vejledninger.
En nærmere analyse og præsentation af aftalen vil blive bragt i næste udgave af LF Business.