
Danish Crown får vigtige medhold i greenwashing-sag
Danish Crown får medhold i tre ud af fire punkter ved afgørende ”greenwashing-retssag” i Vestre Landsret.
Det var i strid med markedsføringsloven, da Danish Crown i 2020 begyndte en klimakampagne, hvor ’Klimakontrolleret gris’ blev printet på bakker med kød fra grise fra bedrifter, der var med i Danish Crowns klimakontrol-program kaldet Klimavejen.
Det har Vestre Landsret afgjort i den sag, som Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening har anlagt mod slagterikoncernen, og som landsretten afsagde dom i fredag.
De to organisationer mente, at mærkater påtrykt dette udsagn var vildledende, og det var landsretten altså enig i. Retten afviste dog i, at Danish Crown fremover skulle forbydes at bruge betegnelsen ’Klimakontrolleret gris’. Det viser, at private mærkningsordninger skal vurderes og dokumenteres grundigt.
Til gengæld fik Danish Crown medhold i, at omstændighederne og de fremlagte rapporter i retssagen var tilstrækkeligt for at bruge udsagnet ’Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror’. Den påstand skal Danish Crown selvfølgelig heller ikke berigtige, selvom der var nedlagt påstand herom. Således fik Danish Crown medhold i tre ud af fire af de påstande, der var nedlagt mod virksomheden fra Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen.
Foreløbigt punktum
Dermed er der sat et foreløbigt punktum i sagen, hvor Vestre Landsret er første instans. Parterne har dog mulighed for at anke dommen til Højesteret. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om det kommer til at ske.
Efter dommen understregede pressechef Jens Hansen, Danish Crown, at man aldrig har haft til hensigt at vildlede forbrugerne, men har været for ivrige i markedsføringen.
- Der er ingen tvivl om, at vi og mange andre er blevet klogere med denne afgørelse, sagde Jens Hansen til TV2 News.
L&F som bi-intervenient
Landbrug & Fødevarer engagerede sig som den første ikke-part som bi-intervenient – det vil sige til støtte for - Danish Crowns side og på vegne af hele fødevareklyngen. Her hæfter direktør Flemming Nør-Pedersen sig ved, at dommen synes afbalanceret.
- Retten anerkender, at udsagnet ’dansk grisekød er mere klimavenlig, end du tror’, er velunderbygget med den nødvendige dokumentation. Det er afgørende for Landbrug & Fødevarer og for vores medlemsvirksomheder, at man kan komme med udsagn som disse, hvis det faglige fundament er i orden, siger Flemming Nør-Pedersen og fortsætter:
- Det er en principiel sag, og dommen understreger behovet for at få klarhedover, hvordan virksomheder kan kommunikere om de tiltag, de gør for at producere fødevarer med lavere klimaaftryk.
En ekspert, professor ved Syddansk Universitet Bent Ole Gram Mortensen, betegner overfor Ritzau dommen, som ’mere end en halv sejr’ for Danish Crown.
- Retten underkender, at man skal forbyde de her udtryk i enhver henseende fremover. Det er også meget logisk, når retten siger, at det her må vurderes konkret og i den kontekst, det er fremsat.
Han fremhæver, at dommen ikke betyder et farvel til udtrykket "klimavenlig" i forbindelse med f.eks. kød.
- Sådan en miljøanprisning skal ganske vist kunne dokumenteres og verificeres, men den skal også fortolkes i konteksten, siger professoren til Ritzau.