
Ny strategi for grønne jobs bekræfter udviklingssporet
Af Merete Juhl, adm. direktør, Landbrug & Fødevarer.
Mere end 125.000 arbejdspladser er knyttet til landbruget og forarbejdningserhvervene, de fleste placeret i landdistrikterne. De er vigtige for sammenhængskraften, så vi har et Danmark, der hænger sammen. De arbejdspladser skal vi værne om, og styrke og udvikle.
Derfor er der grund til at rose regeringen for med en ny strategi at ville styrke udviklingen af jobs i den danske landbrugs- og fødevareproduktion.
Strategien indeholder en række konkrete initiativer, som blandt andet har strategisk betydning i forhold til at understøtte erhvervsuddannelsernes udvikling. Ligesom strategien sikrer, at de nye generationer af landmænd bliver klædt godt på til at løfte den helt centrale rolle, som de får i den grønne omstilling.
Vigtig og rigtig prioritering
Det er en vigtig og rigtig prioritering. Der bliver i den grad brug for at styrke og udvikle kompetencerne i hele værdikæden i de kommende år.
Vi kan også glæde os over, at strategien fremhæver fonde som eksempelvis Promilleafgiftsfonden, Planteafgiftsfonden og Fonden for økologisk landbrug, som strategisk vigtige for at styrke grønne kompetencer og udvikling.
Samtidigt er der grund til tilfredshed med strategiens fokus på de innovative løsninger, der bruger naturen som grundsten, det der samlet kaldes biosolutions.
Landbruget og fødevarebranchen er både vigtige leverandører af råstof til løsningerne, for eksempel biomasse, men også aftagere af de nye løsninger, der på en gang er grønne og effektive. De som blandt andet blandt andet kan hjælpe med at reducere energiforbruget, øge udbyttet af afgrøderne og forlænge holdbarheden af produkter.
Samlet set er det en strategi, som peger i den rigtige retning i forhold til det udviklingsspor, som landbrugsaftalen udstikker, og som tjener landbrugs- og fødevaresektoren og Danmark bedst.