Nyhed, 29.april 2024

Nye EU-krav til bæredygtighedsdokumentation stemt igennem

Landbrug & Fødevarer har fulgt processen med CSDDD tæt og kæmper fortsat mod voldsomme administrative konsekvenser.

EU Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD) blev den 24. april 2024 stemt igennem i EU-Parlamentet med 374 stemmer for og 235 stemmer imod. CSDDD skal ligeledes godkendes af medlemsstaterne. Det sker forventet den 23. maj 2024.

Landbrug & Fødevarer vil have særlig fokus på at sikre at fødevarevirksomhederne ikke rammes særskilt hårdt pga. deres lange værdikæder. Ligeledes vil Landbrug & Fødevarer arbejde for at kravene, der vil blive stillet ned igennem værdikæden, vil give så få administrative konsekvenser som muligt.

CSDDD vil forpligte visse virksomheder til at bruge due diligence-processer til at identificere, forebygge og håndtere negative indvirkninger på mennesker og miljø. Det betyder, at virksomheder skal forberede sig på helt nye lovkrav om aktivt at forholde sig til risici. Selvom kravet om at gennemføre due diligence for bæredygtighed i første omgang vil gælde de store virksomheder, vil mange mindre virksomheder blive indirekte påvirket. Med CSDDD er der lagt op til at de største virksomheder med over 5.000 medarbejdere skal rapportere fra 2027, mens virksomheder med over 1000 medarbejdere skal rapportere fra 2029.

 

Underleverandører påvirket

En mindre virksomhed, der er leverandør til en større virksomhed, som er omfattet af loven, kan blive mødt af krav fra den pågældende virksomhed om, fx at inkorporere due diligence i arbejdsgange eller dokumentere, at virksomheden ikke har negative indvirkninger på mennesker og miljø. Et yderligere element i CSDDD er, at virksomheden årligt skal kommunikere om sin indsats med due diligence. Det skal ske i årsrapporten efter en række rapporteringsstandarder. 

Processen med CSDDD har kørt siden 2021, og forslaget er tidligere blevet trukket tilbage af Kommissionen. Forslaget er stemt igennem EU-Parlamentet på den sidste dag inden det lukkes grundet valg.

 

Læs mere her