
Økologisalget faldt mindre end forventet i 2023
Danskerne købte mindre økologisk kød og æg, men mere mælk. Grøntsager var uændret i 2023. L&F arbejder for at understøtte en markedsudvikling med fornyet vækst.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for økologisalget i detailhandlen i 2023. Tallene viser, at der blev solgt økologiske varer for i alt 15,5 mia. kr., hvilket er stort set uændret i forhold til året før. Til gengæld faldt økologisalget i mængde samlet med 4 pct., da kiloprisen steg for mange af varerne.
Udviklingen i økologisalget varierede fra varegruppe til varegruppe i detailhandlen i 2023. Den største økologiske varegruppe var frugt & grønt med en samlet omsætning på 5,7 mia. kr. Her var der i mængde uændret salg af grøntsager, mens salget af frugt faldt med 18 pct. Det var især salget af bananer, der faldt markant.
Den næststørste økologiske varegruppe i detailhandlen var mejerivarer med en omsætning på 3,45 mia. kr. Her var det glædeligt, at salget af drikkemælk steg med 7,9 pct. i mængde og 12 pct. i omsætning, efter at der i 2022 havde været et markant fald i salget.
Trist år for kødet
For økologisk kød var 2023 til gengæld et trist år, idet salget af både grise- og oksekød faldt for tredje år i træk – begge med omkring 7 pct. i mængde i forhold til 2022. Salget af økologisk grisekød er nu faldet med 31 pct. i forhold til 2020. Salget af økologiske æg oplevede en nedgang på 13 pct. i mængde i 2023, mens omsætningen faldt 3 pct. til i alt 755 mio. kr.
De økologiske varers andel af det samlede salg af fødevarer i detailhandlen estimerer Danmarks Statistik til 11,8 pct. i 2023. Dermed har Danmark fortsat den højeste økologiandel i EU foran Østrig med 11,0 pct.
Sofari og Saudi-Arabien
- Landbrug & Fødevarer arbejder for at styrke markedsudviklingen, så der bliver potentiale for at afsætte flere økologiske varer både herhjemme og i udlandet. I 2024 afvikles vigtige eksportaktiviteter både indenfor og udenfor EU med bl.a. eksportfremstød i Saudi Arabien i denne uge, og om tre uger er der fremstød for tyske foodservice stakeholders.
- På hjemmemarkedet arbejdes med aktiviteter rettet mod såvel detail og foodservice samt direkte forbrugerevents som fx Sofari, hvor danskerne inviteres ud på de økologiske grisegårde sidste søndag i maj – se mere om Sofari her.
Politisk arbejdes for at der fortsat bliver afsat midler til markedsfremme både på hjemmemarkedet og til eksport. Det var derfor også et vigtigt resultat, at der i forbindelse med aftalen om den grønne fond blev afsat både 36,4 mio. kr. til Fonden for Økologisk Landbrug og 16,3 mio. kr. til fremme af økologisk produktion og afsætning. Disse midler skal bl.a. gå til national afsætningsfremme, omstilling af professionelle køkkener samt til eksportfremme. Med aftalen blev der også afsat midler til at fortsætte den faglige indsats i regi af Innovationscenter for Økologisk Landbrug i 2025 og 2026.