
Nye regler om bæredygtighedsrapportering vedtaget
Et lovforslag, som implementerer nye EU-regler om bæredygtighedsrapportering, er nu vedtaget. L&F vil sikre, at der følges op med tilstrækkelig vejledning.
Folketinget har vedtaget det lovforslag, der gør det lovpligtigt for store virksomheder og børsnoterede virksomheder at rapportere om bæredygtighed i årsrapporten. Det ligger derfor nu fast, hvordan EU’s direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD) skal implementeres i dansk ret.
L&F har i løbet af processen med udviklingen af loven haft fokus på de ganske store administrative byrder, som direktivet påligger virksomhederne. Vi har derfor ønsket at sikre, at dobbeltrapportering undgås og at der tilbydes en tilstrækkelig vejledning og rapporteringsværktøjer til de virksomheder, der omfattes af reguleringen. Vi er derfor i løbende dialog med Erhvervsstyrelsen, der har flere konkrete initiativer under udarbejdelse.
Også SMV’ere er påvirket
De nye regler vil ofte også påvirke små og mellemstore virksomheder, som kan blive mødt med krav om data og oplysninger om bæredygtighed fra deres samarbejdspartnere, kunder eller investorer. Det er vigtigt for L&F, at også disse tilbydes en grundig vejledning om de nye krav. På europæisk niveau arbejdes der med en række frivillige rapporteringsstandarder, som i den bedste af alle verdener skal ensrette de rapporteringskrav, som SMV’erne møder. L&F giver naturligvis også vores besyv med på, hvordan disse standarder skal se ud.
Det har ligeledes været vigtigt for L&F, at der er tilstrækkeligt med konkurrence på markedet for de erklæringer, der skal ledsage bæredygtighedsrapporteringen, da det vil kunne være med til at holde virksomhedernes udgifter nede. Det er derfor glædeligt, at Erhvervsstyrelsen oplyser, at de i øjeblikket arbejder på et lovforslag, der skal tillade, at andre end godkendte revisorer kan udføre erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering.
I L&F’s Forum for Bæredygtighed vil vi løbende orientere om den videre udvikling af vejledninger, og yderligere standarder. Vi opfordrer virksomhederne til at henvende sig, hvis I ønsker at deltage.