
Fødevareprofessionelle rustes til økologiens muligheder
Landbrug & Fødevarer har skabt en platform og et netværk, der skal klæde kommende fagfolk på til økologi som en del af bæredygtig fødevareproduktion.
De studerende er fremtidens fødevareprofessionelle, og det er dem, der kommer til at få indflydelse på, hvilke råvarer der skal bruges i den offentlige bespisning og mange forbrugeres hjem. Ved at få økologien i egne hænder og samtidig opleve, hvordan landets dygtigste fødevareprofessionelle arbejder i praksis, tror vi på, at de studerende bliver rustet til selv at kunne træffe beslutninger som en del af næste generations fødevareprofessionelle og derfor er projekterne vigtige.
På Greb til Gaffel seminaret 2024 kunne landets kokke- og landbrugselever komme under huden på hinandens erhverv. Projektet har nemlig til formål at give indsigt i, hvordan elevernes kommende, og måske tætteste, samarbejdspartner arbejder til dagligt.
Anders Nicolajsen, chefkonsulent i Gastronomi og Foodservice hos Landbrug & Fødevarer, udtaler:
-Evalueringen af indsatsen taler sit eget tydelige sprog; De økologiske uddannelsesprojekter gør en kæmpe forskel for økologien, og er med til at klæde næste generation af fagfolk på med nyeste viden og konkret information der hjælper dem til at forholde sig konstruktivt til de økologiske muligheder.
2025 byder på flere aktiviteter og man kan se frem til temadage, seminarer og tværfaglige projekter, hvor elever og undervisere fra fødevareuddannelserne inviteres. Målet er at styrke undervisningen, skabe dialog og fremhæve økologiens plads i fremtidens fødevareproduktion.