
Afgifter på emballage skal ned
Fra 1. oktober 2025 træder det udvidede producentansvar for emballage i kraft. Det vil få store økonomiske konsekvenser for danske fødevareproducenter.
Fra 1. oktober 2025 træder det udvidede producentansvar for emballage i kraft. Nyligt offentliggjorte takster viser, at kommunernes omkostninger til håndtering af emballage er steget markant – langt over det, der oprindeligt var lagt til grund. Det vil få store økonomiske konsekvenser for danske fødevareproducenter.
L&F bakker op om producentansvaret, men de nye kommunale gebyrer viser tydeligt, at der er brug for politisk handling, hvis omkostningerne skal ned på et rimeligt niveau.
Virksomheder skal fremover betale for afhentning, sortering og behandling af deres emballager – herunder kommunernes afhentning i husholdningerne. Netop denne del af regningen er eksploderet. Kommunernes anslåede omkostninger er steget fra ca. 1,1 mia. kr. til ca. 1,7 mia. kr. – en stigning på over 50 procent i forhold til de oprindelige skøn.
Lovlydige virksomheder betaler for snydere
Ifølge reglerne skal virksomheder, der følger loven og betaler for deres emballage, også dække omkostningerne for de virksomheder, der ikke lever op til reglerne. Det er efter L&Fs opfattelse helt urimeligt.
Hen over sommeren har L&F haft tæt dialog med politikere, og oplever stor forståelse for problemet. L&F arbejder for:
• En udskydelse af de kommunale gebyrer, så de først indføres fra 2026
• Et loft over kommunernes omkostninger til producenterne
• Stop for betaling for såkaldte free-riders – snydere må betale selv
• Udskydelse af miljøgradueringen, så den først træder i kraft samtidig med EU’s kommende emballageforordning, der harmoniserer reglerne for miljøgraduering
L&F vil i den kommende tid arbejde målrettet for at få ændret reglerne, så de samlede omkostninger for fødevarevirksomheder reduceres væsentligt.