
Faglærere samskaber nyt økologi-materiale til undervisning
Landbrug & Fødevarer samler undervisere og elever fra landets fødevareuddannelser til udvikling af konkret og praksisnært undervisningsmateriale om økologi.
Hvordan får vi økologi tættere på eleverne på landets fødevareuddannelser?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når Landbrug & Fødevarer d. 8.-10. september samler faglærere og elever til et 2,5-dages kursus med råvaretur, oplæg og fælles udviklingsdag.
Deltagerne skal opleve økologien i praksis hos producenter og fødevareaktører i Nordjylland og omsætte deres erfaringer til konkret undervisningsmateriale, der skal kunne bruges direkte i klasselokalerne.
Materialerne vurderes af eleverne og kobles til læringsmål i uddannelserne for at sikre relevans, inden de testes af i undervisningen egenhændigt på skolerne.