
EU-Mercosur handelsaftale giver visse eksportmuligheder
Aftalen forventes at træde i kraft ved årsskiftet.
Handelsaftalen ”EU-Mercosur Partnership Agreement” (EMPA) er 3. september formelt blevet sendt til behandling og endelig konklusion i Rådet og i Europa-Parlamentet. Efter 25 års forhandlinger lander aftalen på et tidspunkt, hvor EU har øget sit fokus endnu mere på at udvikle nye eksportmarkeder og sikre nye handelsaftaler. Det forventes, at aftalen vil blive godkendt i Rådet og Europa-Parlamentet inden udgangen af 2025 for derefter at kunne træde i kraft ved årsskiftet.
Handelsaftalen med Mercosur (Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay) vil ifølge Kommissionen skabe den største frihandelszone i verden med et marked på mere end 700 millioner forbrugere, som vurderes at skabe en stigning på 39 pct. i eksporten fra EU. Heraf forventes landbrugs- og fødevareprodukter at udgøre en betydelig del.
Told væk over 15 år
Helt konkret indebærer aftalen, at Mercosur-landene og EU over en 15-årig indfasning af handelsaftalen fjerner størstedelen af told på varer, som skal sikre den bilaterale handel. EU fastholder dog visse begrænsninger og kvoter på udvalgte dele af landbrugs- og fødevareområdet fra Mercosur-landene. Det gælder særligt kød, hvor der også er indført en særlig beskyttelsesmekanisme i tilfælde af pludselige stigninger i mængden af kød importeret fra Mercosur-landene. Samtidig fastlægger handelsaftalen, at landbrugs- og fødevarer fra Mercosur-landene skal leve op til alle EU's sundheds- og sikkerhedskrav.
L&F støtter den indførte safeguard og vil i samarbejde med relevante europæiske brancheorganisationer bevare et fokus på behovet for, at der bliver udført den nødvendige kontrol med importen fra Mercosur-landene for at sikre, at det importerede kød faktisk lever op til kravene i EU.
Mejerieksport, ingrediens-eksport og udstyr
For den danske landbrugs- og fødevareklynge vurderes aftalen særligt at give nye markedsmuligheder for dele af mejerisektoren, ingredienssektoren samt udstyrsleverandører til landbruget og fødevareindustrien.
L&F understreger, vi helt generelt har brug for flere handelsaftaler til at sikre en regelbaseret samhandel i disse tider, men de aftaler skal så naturligvis være så balancerede som muligt.