
Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2026
Snart er der åbent for indstillinger til prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2026, som uddeles af digitaliseringsministeren.
Er det i år, at fødevareklyngen skal få anerkendelsen?
I L&F mener vi, at digitalising er en naturlig del af fødevareklyngen.
Hver dag arbejder L&F’s medlemmer med nye digitale løsninger, der gør hverdagen lettere og styrker både kvalitet og bæredygtighed - noget der også får international opmærksomhed. Derfor vil det have en særlig betydning, hvis en SMV-virksomhed fra fødevareklyngen denne gang løb med titlen som Årets Digitale SMV:Omstilling 2026.
L&Fs repræsentant i SMV:Boardet, Julie Lykke Jacobsen fortæller:
-Omstillingsprisen har det fine formål at hylde de gode eksempler på succesfulde, digitale omstillinger i SVM-virksomheder, som har skabt positive resultater for både forretning og medarbejdere. Det kan derfor inspirere andre SMV’er til at gå i gang med deres digitale omstilling. I fødevareklyngen er nytænkning og innovation i fokus og ofte med initiativer, som både kan give positiv udvikling for forretningen, i dagligdagens arbejdsgange og samtidig med en positiv effekt for medarbejderne.
Prisen hylder de små og mellemstore virksomheder, som har haft modet til at gå nye veje og allerede har skabt resultater med det. Samtidig er prisen også en anerkendelse af de virksomheder, der viser, at digitalisering kan gøre en reel forskel.
For at komme i betragtning skal virksomheden have mellem 2 og 99 ansatte og have sat gang i en digital omstilling i perioden 2022-2025. Men vigtigst af alt: den digitale indsats skal allerede have vist resultater.
Alle kan indstille en virksomhed. Du behøver ikke kende hele den tekniske proces – bare du kan se, at virksomheden har rykket sig digitalt.
- Du kan indstille på www.smvdigital.dk/omstillingsprisen frem til mandag den 29. september 2025.
Efter fristen vælger Rådet for SMV:Digital tre finalister. De får lavet små præsentationsvideoer, og vinderen kåres af digitaliseringsministeren ved et stort arrangement i København i starten af 2026.
Det vil skabe genlyd, hvis en virksomhed fra fødevareklyngen vinder. For når en fødevare-SMV viser vejen, kan det inspirere mange flere til at tage digitale løsninger til sig. Det handler ikke om at være ”teknologi-nørd”, men om at bruge smarte digitale redskaber, der gør hverdagen bedre - både for virksomheden, medarbejderne og kunderne.