
Foto: Peter Prik Larsen
Fødevarestyrelsen lemper bødepraksis for allergenmærkning
L&F er positive over lempelsen af bødepraksis, som betyder, at man ikke længere modtager en bøde på 40.000 kr. første gang et allergen angives uden fed skrift
Fødevareminister Jacob Jensen (V) har meldt ud, at mindre fejl i mærkningen af fødevarer ikke længere skal koste virksomheder store bøder ved førstegangsovertrædelser. Ændringerne sker efter flere eksempler på virksomheder som har modtaget bøder på 40.000 kr. for ikke at skrive allergener med fed skrift og efter en udskudt retssag mellem Fødevarestyrelsen og Østerport Slagter i Ikast.
L&F er tilfreds
Landbrug & Fødevarer er positive over at Fødevareministeren og Fødevarestyrelsen har ændret den tidligere praksis, som i flere tilfælde medførte uforholdsmæssigt høje bøder for hændelige fejl i fremhævningen af allergener. Landbrug & Fødevarer vil nu følge sanktioneringen på mærkningsområdet efter den ændrede praksis med henblik på, om der er behov for yderligere tilpasninger.
Fødevarestyrelsen har indtil denne praksisændring tolket en manglende fremhævelse af dele af allergenerne i en fødevare med fed skrift som en markedsføring af farlige fødevarer iht. EU-reglerne, hvilket udløser en bøde på 40.000 kr. ved første overtrædelse.
Fødevarestyrelsen har pr. 8. oktober 2025 ændret deres bødepraksis, så en manglende fremhævelse af dele af allergenerne fremover vil give en advarsel og ved gentagelse vil udløse en bøde på 10.000 kr. Hvis allergene ingredienser slet ikke er angivet på fødevaren, vil det forsat udløse en førstegangsbøde på 40.000 kr.