
Foto: Sissel Bjørg/L&F
Fremtidens andelshavere tog plads på Axelborg
Over 140 unge fra produktionslederuddannelsen deltog i årets Andelsdag hos Landbrug & Fødevarer, hvor fællesskab, ansvar og foreningsdemokrati var i centrum.
Mere end 140 unge fra produktionslederuddannelsen var samlet på Axelborg, da Landbrug & Fødevarer endnu engang afholdt Andelsdagen – en dag, hvor næste generation fik indblik i, hvordan andelstanken, fællesskabet og foreningsdemokratiet fortsat udgør fundamentet i dansk landbrug.
Andelsdagen har til formål at give de kommende produktionsledere en forståelse af, hvordan andelsselskaber fungerer, og hvordan de selv kan få indflydelse på den udvikling, der former erhvervet. Dagen vekslede mellem oplæg, diskussioner og gruppearbejde, hvor de unge også arbejdede med erhvervsnære dilemmaer
Fra et ungt perspektiv
Fra flere af deltagerne lød det, at dagen gav en bedre forståelse for hvordan andelsselskaber, Landbrug & Fødevarer og det politiske niveau hænger sammen i praksis. John William Reese fra Dalum Landbrugsskole oplevede især, at de internationale perspektiver blev gjort tydelige:
– Dagen har givet os klarhed over, hvad andelsselskaber og Landbrug & Fødevarer laver, og hvordan de konkret fungerer som bindeled mellem erhvervet og politikerne – både i Danmark og i EU. Det blev tydeligt hvordan EU-Kommissionen er sat sammen og tager de beslutninger, der har stor indflydelse på vores hverdag, fortæller John William Reese fra Dalum Landbrugsskole, som fortsætter:
– Jeg er overbevist om, at andelsselskaber får endnu større betydning for unge landmænd i fremtiden, fordi de hjælper flere i gang. Der er også blevet lagt vægt på, hvor vigtigt det er at være en del af et fællesskab – hvad enten det er gennem andelsselskaber, lokalforeninger, erfaringsgrupper eller sportsklubber.
Oplæg med fremtiden i sigte
Den unge andelshaver Frank Keincke satte et personligt præg på dagen, da han fortalte, hvordan andelssystemet har været afgørende for hans egen opstart som landmand. Gennem hans fortælling blev det tydeligt for deltagerne, hvordan andelsformen stadig kan give både tryghed og handlekraft i et moderne erhverv.
Også Ulrik Bremholm fra Danish Crown deltog med et oplæg om, hvordan en stor andelsorganisation håndterer tidens forandringer og de krav, som globalisering og grøn omstilling stiller. Her fik eleverne et ærligt indblik i, hvad det kræver af både ledelse og medlemmer at drive en andelsvirksomhed i en sektor, som til tider kan være udfordret.
Fra L&F fortalte viceformand, Martin Hjort Jensen om organisationens rolle som både politisk talerør og demokratisk medlemsforening. Deltagerne fik et indblik i, hvordan beslutningerne bliver til, og hvordan medlemmerne er med til at præge både dagsordener og løsninger.
Anders Kjær, der også er viceformand i L&F præsenterede desuden det nye samarbejde med Green Care Netværket, et nyt samfundsrettet projekt, der viser, hvordan landbruget også kan skabe værdi uden for stalddøren, socialt såvel som økonomisk.
Dagens sidste oplæg kom fra Tænketanken Demokratisk Erhverv, som med forskningsbaseret viden satte fokus på, hvordan andelsformen fortsat kan være en stærk og moderne organisationsmodel. Og satte særligt spot på, hvordan unge kan være med til at udvikle den.