
Grafik: L&F
L&F sætter fokus på vigtigheden af jern i kosten
L&F står for den nationale del af kampagnen World Iron Awareness Week, der afholdes i uge 42. Kampagnen fokuserer på vigtigheden af jern i kosten.
På verdensplan lider 30% af befolkningen af jernmangel. Men på trods af problemets massive omfang får jernmangel (stadig) ikke den opmærksomhed, som en forebyggende indsats kræver.
L&F ønsker med jernkampagnen at bidrage til at vende den negative udvikling og skabe en permanent bevidsthed om faresignalerne ved jernmangel. Både hos sundheds- og ernæringsprofessionelle og i befolkningen generelt. Derudover er målet at oplyse om, hvordan man kan forebygge jernmangel, hvilket for de fleste kan løses med kostændringer.
Hvem mangler jern og hvad er konsekvenserne?
Alle kan komme i jernmangel. Kroppen har særligt stort behov for jern under ekstrem vækst, og når den skal erstatte et blodtab. Derfor er spædbørn, teenagere, gravide og kvinder i den fødedygtige alder, bloddonorer og folk, der dyrker ekstremsport, særligt udsatte for at få jernmangel.
Et lavt jernindtag kan have markante, negative konsekvenser for sundheden. Kroppens transport af ilt til muskler og organer forringes, hvilket kan medføre åndenød, hjertebanken, nedsat hukommelse og indlæringsvanskeligheder. For gravide kan mangel på jern lede til for tidlig fødsel, lavere fødselsvægt hos barnet og højere risiko for jernmangel-relateret blodmangel hos den nyfødte.
Hvordan får vi jern fra kosten?
I praksis er kød, fisk og fjerkræ samt æg en mere effektiv jernkilde end grøntsager fordi dette jern optages langt bedre. Oksekød er bedste kilde pga. højt indhold af jern. Optagelsen af jern fra grøntsager kan dog forbedres væsentligt, hvis man spiser C-vitaminrige produkter samtidig, da ascorbinsyre fremmer optagelsen. Kød, fjerkræ og fisk indeholder det man kalder for "Kødfaktoren", der fremmer optagelse af non-hæm jern fra vegetabilske kilder.