Foto: Mathilde Mørch/ L&F

Nyhed, 14.oktober 2025

L&Fs Alliance for Regenerativt Landbrug samles i Vestjylland

Alliancen for Regenerativt Landbrug mødtes for anden gang d. 9. oktober for at undersøge, hvordan regenerativt landbrug kan udvikles i en dansk kontekst.

Dagen begyndte med et feltbesøg hos den økologiske landmand Klaus Kristensen ved Spjald i Vestjylland.

 

Klaus er en af seks danske deltagere i Arlas europæiske pilotprogram for regenerativt landbrug, som omfatter 24 gårde fordelt på fem lande. Formålet med programmet er at opbygge viden om, hvordan regenerative metoder påvirker jordens sundhed, kulstofbinding, biodiversitet, økosystemer, økonomi og landmandens trivsel.


Klaus har iværksat en række konkrete tiltag med ønsket om at skabe mere natur. Sten fra markerne bliver brugt til at anlægge stendynger og volde, som skaber levesteder for insekter, firben og padder. Brakmarker er omdannet til små biotoper med blomster og bærbuske, og i samarbejde med en lokal skolelærer er der opsat bihoteller for at tiltrække bestøvere.


Han arbejder også med pløjefri dyrkning og varierede sædskifter, og har blandt andet indført urter i græsmarkerne og samdyrkning af byg og ærter. Derudover tager han regelmæssigt jordprøver for at tilpasse dyrkningen til jordens behov og undgå overgødskning.
Under rundvisningen lagde Klaus vægt på, hvor vigtigt det er, at landmændene selv er en aktiv del af samtalen om regenerativt landbrug. For ham handler det ikke om at følge bestemte

 metoder, men om at forstå helheden og finde løsninger, der giver mening i den enkelte bedrifts hverdag.


- Det er ikke sikkert, vi alle skal bruge hele paletten. Men måske skal hver enkelt landmand se på, hvad der passer ind på deres bedrift, sagde han

Foto: Mathilde Mørch/ L&F

Hvordan kan man arbejde med regenerativt landbrug?


I anden halvdel af mødet blev blikket rettet mod de mange veje til at arbejde med regenerativt landbrug i en dansk kontekst. På Arlas Innovationsgaard i Grønbjerg delte aktører fra både forskning og erhverv deres erfaringer og ambitioner.


 
Cathrine Varming fra Arla Foods delte erfaringer fra arbejdet med europæiske pilotgårde og det fælles brancheinitiativ Future Fit Dairy Initiative, der skal udbrede regenerative løsninger blandt mælkeproducenter i Nordvesteuropa.

 

Jens Elbæk fra SEGES Innovation satte fokus på de vigtigste videnshuller og understregede behovet for mere dokumentation af effekterne. Julia de Candido fra SAI Platform rundede af med et globalt perspektiv og præsenterede en fælles ramme for, hvordan virksomheder og landbrug kan samarbejde om at bringe regenerative principper i spil på tværs af værdikæder og landegrænser.


Oplæggene viste, at der er stor bevægelse både internationalt og nationalt, men også at vejen frem kræver fælles retning og konkret handling. Netop derfor spiller Alliancen en vigtig rolle som samlingspunkt for viden, dialog og udvikling af løsninger, der virker i praksis

Foto: Mathilde Mørch/ L&F

Alliancen arbejder videre


Mødet i Vestjylland satte spot på både muligheder og udfordringer ved at arbejde med regenerativt landbrug i en dansk kontekst. Det blev tydeligt, at der er stor vilje til at eksperimentere og lære, men også, at der er behov for at dykke dybere ned i konkrete problemstillinger. Derfor arbejder Alliancen for Regenerativt Landbrug nu videre med at udforske udvalgte emner i fællesskab. Målet er at skabe et rum, hvor viden og praksis mødes, og hvor L&Fs medlemmer sammen kan udvikle løsninger, der virker i praksis.


Hvis du er interesseret i at høre mere eller ønsker at deltage i Alliancen for Regenerativt Landbrug, er du meget velkommen til at kontakte Mathilde Mørch på mamo@lf.dk eller 31 32 44 84.