
Bedre mulighed for at anvende overskudsvarme
Regeringen fjerner prisloftet på fjernvarme. Nu kan fødevarevirksomheder bedre afsætte deres overskudsvarme. En sag L&F har arbejdet på i flere år.
Regeringen har taget beslutningen sammen med SF, LA, K, EL, RV og ALT om at fjerne prisloftet på fjernvarme.
L&F er meget tilfreds med, at man politisk har besluttet at fjerne prisloftet på fjernvarme. Hermed er en stor barriere for anvendelse af overskudsvarme fra industrivirksomheder, datacentre og Power-to X- anlæg fjernet.
Mere marked og lavere priser
L&F har i lang tid sammen med andre organisationer over for politikere og Energistyrelsen arbejdet for en øget genanvendelse af overskudsvarmen frem for, at denne varme forsvinder ud i den blå luft. Nyttiggørelse af overskudsvarme til fx fjernvarmeproduktion betyder mindre anvendelse af andre energikilder, herunder fossile energikilder.
Det er både en grøn og klimavenlig politik og godt for energieffektiviteten. Fjernelse af prisloftet giver – alt andet lige – en mere markedsdrevet og fleksibel udnyttelse af overskudsvarmen. Det er også L&F’s håb, at det kan medvirke til lavere forbrugspriser.
Anvendelse af overskudsvarme er tillige et godt eksempel på sektorkobling inden for energisektoren, som L&F også arbejder på at fremme. Ved at flytte energien fra den ene sektor til den anden, binder vi produktion og forbrug sammen på en ny måde.
L&F håber nu, at mange af de projekter for anvendelse af overskudsvarme – også fra fødevareindustriens virksomheder – der har været lagt i mølposen på grunde af for ringe rentabilitet,
nu kan realiseres. Til gavn for både virksomhederne, forbrugerne og den grønne omstilling.
Prisloftet blev for en del år siden indført for at beskytte varmekunderne mod prisstigninger. Loftet har vist sig at være en markant barriere for udnyttelse af overskudsvarmen.
L&F understreger, at det er vigtigt, at nyttiggørelsen af sker på en omkostningseffektiv måde.