Nyhed, 25.november 2025

Året der gik i Travel to Farm

Op mod hundrede udenlandske praktikanter er kommet til Danmark gennem Travel to Farm i år 2025.

Det har gjort at der er fart på i udvekslingsorganisationen, som derudover også sender danske unge afsted til udlandet, holder sociale arrangementer, deltager i kongresser og formidler udveksling til danske værter.  

Hos Travel to Farm har det været en fornøjelse at byde op mod hundrede udenlandske praktikanter velkommen i 2025. Alle de oversøiske praktikanter kommer et smut forbi Travel to Farm kontoret i København, så de bliver godt rustet til at komme ud til de danske værter. Det er landmænd over hele landet, som har åbnet deres bedrift for at få en hjælpende hånd af en engageret, ung praktikant som vil lære noget om det danske landbrug. Udover Uganda, Thailand, Nepal m.m. er Travel to Farm i 2025 også begyndt at arbejde mere sammen med Tanzania og Kenya, hvor praktikanterne også kommer med et højt niveau af engelsk, nysgerrighed og viljen til at lære om det danske landbrug. Udvidelsen sker i takt med at der er en større og større interesse for at få praktikanter fra de afrikanske lande.  

Den store efterspørgsel på programmet er dejligt for teamet, som hele tiden leder efter nye værter der er klar til at åbne armene for nysgerrige unge der gerne vil hjælpe til og lære nyt. 

 

Stor styrke 

Travel to Farm hjælper ikke kun udenlandske praktikanter med at komme til Danmark, de sender også mange danskere til udlandet. I 2025 blev det op mod 171 danske trainees som rejste til lande som Australien, Canada, USA og endda Japan. Dét at organisationen både tager imod udenlandske praktikanter og sender danskere afsted, er noget som leder Mette Storgaard ser som en styrke:  

-Vi ser det som en styrke for vores lille forretning, fordi det giver os forståelsen for både hvordan det er at komme til et nyt land og hvilke bekymringer de unge har før de rejser ud, siger hun. 

På den måde har Travel to Farm et indblik i begge sider af udvekslingen. De udenlandske praktikanter bliver støttet undervejs gennem hele opholdet. I 2025 blev praktikanterne inviteret til en kanotur på Silkeborg søerne, en BBQ med solskin og sjove lege, og en studietur til København og omegn, hvor de både fik et kulturelt indspark fra hovedstaden og kom på besøg ved flere større bedrifter.  

Travel to Farm har også fokus på værterne og har i 2025 haft glæde af at møde både gamle og nye værter på kongresser og landskuer rundt om i landet. Både på landsskuet i Herning og på Roskilde dyrskue blev der hilst på værter og praktikanter. Som noget nyt deltog Travel to Farm i år i Grisekongressen – en god oplevelse som gav et fint indblik i branchen. Desuden tog udvekslingsorganisationen til Flora Dania i håbet om at finde flere gartnerværter.   

Det var alt i alt et 2025 med fart på, hvor der har været fokus på at hjælpe de unge godt på vej og skaffe flere værter, som vil tage imod de mange udenlandske praktikanter. Kunne du selv tænke dig at blive vært for en udenlandsk praktikant eller høre mere om programmet er du altid velkommen til at kontakte Travel to Farm. 
 

Desuden har der været udskiftning i medarbejderstaben. Teamet består nu af Mette, Catrine og Anna, som alle tre glæder sig til 2026, hvor Travel to Farm håber på at få endnu flere værter og ser frem til at tage imod mange flere unge og give dem et godt ophold i Danmark eller i udlandet.