
At være brobygger mellem land og by er vigtigt for Ib Damgaard Andersen. Her er børnene helt tæt på ensilagen. Foto: L&F
Natur og klima i fokus på Heden Jersey
Ægteparret Lisbeth og Ib Damgaard Andersen driver en moderne gård med fokus på klima, natur og en grønnere fremtid for dansk landbrug.
På Heden Jersey er natur- og klimatiltag en naturlig del af hverdagen. Gården, som drives af ægteparret Lisbeth og
Ib Damgaard Andersen, er en stolt 2. generations bedrift med fokus på både bæredygtighed og moderne landbrugsdrift. Med 155 malkekøer, 100 hektar med majs, græs og korn samt tre dedikerede medarbejdere, er der nok at tage fat på i den daglige drift – og samtidig plads til at tænke fremad mod en grønnere fremtid.
- Vi arbejder aktivt med få implementeret forskellige natur- og klimatiltag med alt fra LED-lys til biogas forklarer Ib Damgaard Andersen, som sammen med sin kone Lisbeth er vært både for Åbent Landbrug og for Skoletjenesten.
- Når elever og lærere besøger os, er de forskellige natur- og klimatiltag noget, vi prioriterer at vise frem. Når vi går forbi køerne, forklarer jeg for eksempel, at alt det møg, køerne laver, bliver sendt til biogas og dermed genanvendt som energi, siger Ib Damgaard Andersen.
Hvorfor være skolevært?
Hvorfor er de værter? Svaret er klart og ligetil:
- Vi er blevet skoleværter, fordi vi synes, det er vigtigt, at vi har kontakten fra land til by. Virkeligheden er ikke længere,
som den var engang. Alle har ikke en onkel eller bedsteforældre, som arbejder med landbrug – for mange er den dagligdag langt væk fra deres. Derfor syntes jeg det er vigtigt, at vi viser de unge mennesker hvor maden kommer fra. Parret har deltaget i Åbent Landbrug hele seks gange, og det er også derigennem de meldte sig som skoleværter.
- Før vi blev skoleværter, havde vi også børn og unge mennesker på besøg. Det er dog mere organiseret nu hvor vi gør det igennem skoletjenesten. Det er bestemt ikke noget vi har fortrudt. Ligesom mange andre skoleværter, får
Ib og Lisbeth en masse positive tilbagemeldinger og feedback på deres store arbejde:
Spørger man Ib, er der dog ingen tvivl om at den bedste feedback, er når gæsterne vender tilbage.
- Den bedste tilbagemelding er, når lærerne ringer året efter og spørger, om de må komme igen med en ny klasse. Det
sker også, at børn, der har været på gårdbesøg med deres skole, vender tilbage med deres forældre til Åbent Landbrug. Det er en fantastisk form for feedback, og på den måde når vi også forældrene.