Nyhed, 06.maj 2025

Bæredygtighedsrapportering er udskudt

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget udskydelse af EU's krav til bæredygtighedsrapportering. En række L&F medlemmer kan sætte forberedelsen på pause.

Udskydelsen af EU’s krav til bæredygtighed betyder, at rapporteringspligten under Bæredygtighedsrapporteringsdirektivet (CSRD) udskydes med 2 år for virksomheder, der ikke har rapporteret for 2024. Rapporteringspligten under direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed (CSDDD) udskydes med 1 år:

Landbrug & Fødevarer følger forhandlinger om forenklinger af bæredygtighedsrapportering tæt og vil fremadrettet aktivt påvirke forhandlingen af forslaget i EU både via den danske regering og vores europæiske organisationer.  Og finder i øvrigt den betydelige administrative forenkling meget positiv og helt i tråd med vores arbejde for mindre bureaukrati.

Helt konkret betyder det, at en række af L&F-medlemsvirksomheder, som skulle rapportere fra 2025 under CSRD, kan indstille deres forberedelser til at leve op til en række rapporteringskrav. Det er Erhvervsstyrelsens anbefaling, at virksomheder, der efter de gældende regler er omfattet af CSRD i 2025 eller 2026, sætter deres planlagte aktiviteter og forberedelser til bæredygtighedsrapportering på pause.

Udskydelsen af EU’s krav til bæredygtighed (“Stop-the-clock”) er første del af omnibusforslaget fra februar 2025 om forenkling af EU’s krav til bæredygtighedsrapportering. “Stop-the-clock"'-direktivændringen blev endeligt vedtaget i EU den 14. april 2025 og trådte i kraft d. 16. april 2025. Det er denne ændring, som nu også er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget.

 

Nu skal der forenkles

Med udskydelsen af rapporteringen, er fokus nu på forhandlingerne om at forenkle omfang og krav til bæredygtighedsrapportering. Kommissionen har foreslået, at grænsen for at være omfattet fremadrettet ændres, så kun virksomheder med mere end 1000 ansatte og enten en omsætning på over € 50 millioner eller en balancesum på over €25 millioner vil være omfattet fremover.

Det betyder en 80% reduktion i omfanget af virksomheder, som er omfattet af CSRD i forhold til i dag. Hvis forslaget gennemføres, vil det betyde at en lang række af L&F-medlemsvirksomheder undgår rapporteringskrav fremover. Desuden foreslås, at de store virksomheders bæredygtighedsrapportering ikke medfører administrative byrder for de mindre virksomheder i værdikæden. Dette kan ske ved, at der indføres få standardkrav, som store virksomheder kan kræve svar på.

Læs mere: