
Mads Armgaard
Udvalg for god demokratisk ledelse – har du input?
Fødevareklyngens stærke tradition for demokratiske virksomheder har politisk bevågenhed. Vil du være med til at påvirke den gode ledelse?
Arla, Danish Crown, DLG, Danish Agro, KMC og mange flere, er virksomheder som har det tilfælles, at de alle er demokratiske virksomheder, der organiseres efter princippet ”ét medlem, én stemme” og er ejet af kunderne, producenterne eller medarbejderne. Men i modsætning til andre virksomhedstyper har demokratiske virksomheder i dag ikke nogen guidelines for god ledelse.
Derfor har erhvervsminister Morten Bødskov nedsat et udvalg, der skal give demokratiske virksomheder et sæt anbefalinger for god ledelse.
Udvalgets endelige anbefalingerne skal fungere som et værktøj for demokratiske virksomheder, så de bl.a. kan indrette sig optimalt for virksomheden og sikre gode og effektive beslutningsprocesser.
Baggrunden og formål for udvalget
Initiativet udspringer af den politiske ”aftale om demokratiske virksomheder,” indgået mellem regeringen og et bredt udsnit af Folketingets partier tilbage i 2023. Formålet med aftalen er at sikre, at demokratiske virksomheder får bedre betingelser for opstart og drift på lige fod med andre virksomheder – og dermed fremmer deres rolle i erhvervs- og samfundsudviklingen.
Det nyetablerede udvalg har som hovedformål at udarbejde et sæt anbefalinger for god ledelse, der er skræddersyet til demokratiske virksomheder. Disse anbefalinger skal tjene som en rettesnor og støtte i virksomhedernes, så de kan opnå optimal struktur og ledelse. Udvalgets arbejde vil eventuelt fokusere på at sikre gode demokratiske rammer og beslutningsprocesser, relevante kompetencer, og en tydelig kobling mellem den daglige drift og de demokratiske principper. Der skal også tages stilling til, om anbefalingerne skal differentieres afhængigt af virksomhedstype og størrelse – eksempelvis i forhold til driftsselskaber, der er organiseret som aktieselskaber.
Anbefalingerne bliver frivillige – såkaldt soft law – og kan anvendes af virksomheder efter behov og ønske.
Udvalget, der arbejder frem til udgangen af 2026, består af ni medlemmer med erfaring fra både små og store demokratiske virksomheder, rådgivere og forskere. Erhvervsstyrelsen varetager sekretariatsbetjeningen og trækker på ekstern faglig bistand undervejs.
Udvalget består af:
Rie Odsbjerg Werner, Adm. Direktør i Tryghedsgruppen
Charlotte Skovgaard, Adm. Direktør Merkur Andelskasse
Marianne Philip, Advokat Kromann Reumert
Marie Foltmann, Adm. Direktør i Forenet Kredit
Michael Løve, Adm. Direktør i OK A.M.B.A.
Mikkeline Thomsen, partner i Analyse & Tal
Niels Duedahl, Adm. Direktør i Danish Crown
Pernille Skipper, Forperson i Coop A.M.B.A.
Tue Klitgaard Christensen, Adm. Direktør i foreningen Alm. Brand af 1792 A.M.B.A.
Hvis du som virksomhed har inputs til udvalgets anbefalinger eller ønsker at høre mere om arbejdet, må du gerne kontakte mig