Forslag om skærpelser på dyrevelfærd fremsat i Folketinget
Landbrug & Fødevarer afgav høringssvar på forslaget i november og kan heldigvis konstatere, at nogle af de værste knaster nævnt deri er ændret til det bedre.
Selvom der fortsat er tale om markante stramninger.
Lovforslag om strafskærpelser og udvidet mulighed for rettighedsfrakendelse på dyrevelfærdsområdet blev fremsat i folketinget torsdag den 22. januar.
Lovforslaget er en udløber af den politiske aftale om dyrevelfærd ”Sammen om dyrene” fra februar 2024 samt arbejdet i en tværministeriel arbejdsgruppe nedsat i medfør af denne aftale.
Lovforslaget er planlagt til førstebehandling i folketingssalen den 17. februar.
Landbrug & Fødevarer afgav høringssvar til lovforslaget i november 2025, hvor vi gjorde særligt opmærksom på to hovedknaster, som vi nu med det fremsatte lovforslag, heldigvis kan konstatere, er taget ud.
For det første var der lagt op til, at chauffører og ledsagere i sager om erhvervsmæssig transport – i modsætning til leverandør og transportvirksomhed – ikke skulle undtages fra de foreslåede skærpede bødeniveauer. Dette opfordrede vi til, at de blev.
Vi er i det fremsatte lovforslag blevet imødekommet, så chauffører og ledsagere konkret undtages fra de foreslåede skærpede bødeniveauer. Der er nemlig allerede via tidligere lovændringer indført strafskærpelser for alle aktører i sager om erhvervsmæssig transport.
For det andet gjorde vi opmærksom på, at en foreslået ”klippekortsordning” - hvorefter 3 gange grov uforsvarlig behandling af dyr eller grov uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling indenfor 5 år, automatisk koster en frakendelse af retten til at eje, holde, passe dyr mv. - burde opgives eller i hvert fald tilpasses.
Klippekortsordningen er i det fremsatte lovforslag skåret til, så den alene rettes mod fysiske personer. Virksomheder og selskaber er således undtaget. Det er særdeles positivt, at selskaber er undtaget af den klippekortsordning, der introduceres med lovforslaget, for det ville både have stillet erhvervet ringere i konkurrencesituationen på transportmarkedet og have medført uproportionelle konsekvenser for virksomheder, hvor overtrædelserne begås af forskellige ansatte uden tidsmæssig eller geografisk sammenhæng.
Til gengæld er Landbrug & Fødevarer utilfredse med, at de foreslåede bødeniveauer for dyrevelfærdsovertrædelser begået i erhvervsforhold, er blevet forhøjet i forhold til høringsudkastet.