Nyhed, 24.februar 2026

Landbruget er skydeskive på sociale medier.

- men det er ikke danskernes generelle holdning

Tonen mod landmænd kan være voldsomt hård på sociale medier. Det er vigtigt at forstå, at et kommentarspor fuld af vrede bemærkninger ikke er repræsentativ for den generelle stemning mod erhvervet. Det er en lille gruppe, der råber højt og grimt. Og dem, der råber højt, belønner algoritmerne.

Landbruget er et erhverv, der fylder. Fysisk, men også i medierne og danskernes bevidsthed. På godt og ondt.

For mange har meget markante holdninger til landbruget og landmændene. Landbrugskritiske politikere bruger hård retorik mod erhvervet, og deres støtter følger ofte op på sociale medier. Her skærpes tonen ofte endnu mere.

Det er tydeligt at se ud fra det anonymiserede udpluk af kommentarer, som L&F’s sociale medie-hold har plukket ud i grafikken. "Torturindustri," at landmænd skal "en tur i spjældet," "landbrugsmafia" og ”princessen (sic) med de mishandlede svin” er blandt gyllen i kommentarfelterne.

Helena Møller er Chef for Digital Kommunikation & Sociale Medier i Landbrug & Fødevarer. Hun og medarbejderne ser en stor del af de opslag og kommentarspor, hvor der falder meget hårde ord om landmænd.

- Mange landmænd er i denne tid offer for en dybt uacceptabel adfærd på sociale medier. De bliver anklaget for alverdens ting, blot fordi de fortæller om, at de gerne vil være selvstændig landmand eller har planer om at udvide deres produktion. Vi ser bl.a., at der bliver gået massivt efter unge landmænd, som bruger en stor del af deres tid på sociale medier, og derfor også følger med i, hvad der bliver skrevet om dem af negative og hadske kommentarer. Det ser vi på med stor bekymring og ærgrelse på deres vegne, særligt fordi de ikke er vant til at være i sociale mediers vridemaskine, som vores folkevalgte ledelse i L&F kan være, siger Helena Møller.

Vrede, forargelse og konflikt

Men det er værd at huske, at negativiteten afspejler den måde, sociale medier fungerer på.

- Sociale platforme er indrettet til at fremhæve indhold, der skaber reaktioner. Vrede, forargelse og konflikt genererer mere aktivitet end nuancer og faglige forklaringer. Derfor vil de mest markante og kritiske stemmer ofte fylde mest i feedet. Det er et spørgsmål om algoritmer og ikke nødvendigvis om, hvad danskerne mener. Samtidigt kan vi også se, at der er en gruppe profiler, der kommenterer negativt og vredt på alt, hvad der har med landbrug at gøre. Men der er et stille flertal, der læser med, og dem skal man huske, forklarer Helena Møller, og fortsætter:

- Derfor er konklusionen også: Et vredt kommentarspor er ikke entydigt et udtryk for, hvad danskerne mener. Det kan vi også tydeligt se på de undersøgelser, der bliver lavet om danskernes holdninger til landbruget. Der er meldingerne langt mere nuancerede og opbakningen til landmændene fortsat stor. Det skal man altid huske på, når man oplever kritik på sociale medier.

En vigtig pointe er, at det ikke kun er landmænd, der er offer for den hårde tone. Når andre erhverv er i politisk fokus, så er mekanismerne præcis den samme.

- Det er en slags naturlov på sociale medier, at når komplekse og nuancerede spørgsmål bliver behandlet i korte opslag og kommentarfelter, bliver de ofte forenklet og polariseret. Og landbruget er et emne, der fylder meget i medierne, og som mange politikere profilerer sig på at have holdninger til, så derfor kommer det til at fylde meget, og det kan føles overvældende at være udsat for, fastslår Helena Møller.

Hun har tre gode råd til landmænd, der er aktive på sociale medier

Forstå algoritmerne – det handler sjældent om dig som person

- Det kan føles voldsomt at blive kritiseret på sociale medier, hvad end der er tale om dig selv, en kollega eller det erhverv, du repræsenterer. Når bølgerne går højt, så husk, at algoritmer belønner konflikt. De højtråbende fylder mest, men er ikke nødvendigvis et repræsentativt udsnit af virkeligheden. Og vigtigst: Det handler meget sjældent om dig, men om at personer med skarpe holdninger til erhvervet har fundet vej til kommentarsporet.

Fortsæt med at dele ud af din hverdag – åbenhed skaber fortsat tillid

- Hvis faglige stemmer trækker sig fra debatten, bliver fortællingen overladt til dem, der råber højest. Tilstedeværelse er ikke det samme som at tage alle kampe, men det er en måde at sikre, at nuancerne får en plads.

Brug sociale medier strategisk – ikke følelsesmæssigt.

- Man behøver ikke svare alle, og man må gerne slette personangreb eller lukke kommentarspor. Det er ikke censur, men redaktionel dømmekraft, som alle har ret til at gøre brug af på deres egne profiler.

Mange landmænd er i denne tid offer for en dybt uacceptabel adfærd på sociale medier. De bliver anklaget for alverdens ting, blot fordi de fortæller om, at de gerne vil være selvstændig landmand eller har planer om at udvide deres produktion.

Helena Møller, Chef for Digital Kommunikation & Sociale Medier i Landbrug & Fødevarer