Mindre bureaukrati i producentansvar for emballage på vej
Miljøministeriets nedsatte Virksomhedsforum har offentliggjort deres anbefalinger til forenkling af reglerne for producentansvaret for emballage
Virksomhedsforum består af en række virksomheder og interesseorganisationer, herunder Landbrug & Fødevarer, og har til formål at rådgive regeringen om forenkling af reglerne for producentansvaret.
Virksomhedsforum anbefaler blandt andet, at virksomheder skal have mulighed for at aftale imellem hinanden, hvem der har ansvaret for emballagen, ligesom udfordringerne med generisk/ikke-generisk emballage foreslås løst med en hurtig ændring af den eksisterende vejledning.
Der foreslås desuden en markant reduktion af de administrative krav til graduerede bidrag, hvor det mest markante forslag er at udskyde gradueringen helt, indtil EU er klar med harmoniserede krav i 2028.
Virksomhedsforums anbefalinger vil indgå i myndighedernes videre arbejde, og det skal efter valget besluttes, hvordan de enkelte anbefalinger skal implementeres. Landbrug & Fødevarer vil deltage tæt i arbejdet, så vi sikrer en fornuftig og tidsmæssig hensigtsmæssig implementering af anbefalingerne.
Bag Virksomhedsforums anbefalinger ligger der også et bagkatalog over yderligere konkrete forenklingsforslag, som ligeledes vil indgå i det videre arbejde. Alle de gode input, som vi har modtaget fra L&F’s medlemmer, indgår i anbefalingerne og/eller bagkataloget.