Nyhed, 25.marts 2026

Et nyt marked åbner for den danske fødevareklynge

EU-Kommissionen offentliggjorde d. 2. marts 2026 aftaleteksten for EU-Indonesien handelsaftalen (CEPA) som blev færdigforhandlet i september 2025.

Konkret har man med Indonesien afsluttet og færdiggjort forhandlingerne om en handelsaftale (CEPA) og en investeringsbeskyttelsesaftale (IPA). Aftalerne markerer endnu et skridt i EU's handelspolitiske offensiv som følge af de seneste års handels- og geopolitiske stridigheder, hvor man ønsker at øge diversificeringen af EU’s handelsrelationer.

Konkret vil CEPA-aftalen, som står for comprehensive economic partnership agreement, mellem EU og Indonesien fjerne over 98,5 pct. af tolden på varer fra det europæiske marked til Indonesien. Kommissionen forventer, at EU producenter samlet vil spare omkring 600 millioner euro om året i toldafgifter på varer, der eksporteres til det indonesiske marked. Kommissionen har ligeledes opretholdt toldsatser for følsomme europæiske produkter såsom sukker, æg og ethanol og indført toldkontingenter for en række fødevarer fra Indonesien. Aftalen, som er resultatet af ni års forhandlinger, vil give EU’s producenter bedre muligheder for at afsætte produkter i Indonesien gennem afskaffelsen af told på varer såsom mejeriprodukter, kød, ingredienser og maskiner mm. Aftalen vurderes at understøtte mere end 15.000 små- og mellemstore virksomheder og sikre 200.000 europæiske jobs. Rådet og EU-Parlamentet skal nu forelægges aftalen, som begge skal godkende, hvorefter den kan træde i kraft når Indonesien ligeledes har godkendt. I 2024 eksporterede den danske fødevareklynge for 520 mio. kr. til Indonesien.

Inden for ASEAN-regionen (Filippinerne, Indonesien, Malaysia, Singapore og Thailand) har EU allerede indgået handelsaftaler med Singapore og Vietnam, som trådte i kraft henholdsvis i november 2019 og august 2020. Dertil genoptog man forhandlingerne med Thailand i marts 2023, Filippinerne i marts 2024 og Malaysia i januar 2025.

Generelt støtter Landbrug & Fødevarer, EU’s handelspolitiske initiativer og har udtrykt offensive sektorspecifikke interesser for hele landbrugs- og fødevareklyngen ift. EU-Indonesien-handelsaftalen til relevante beslutningstagere.

Find aftaleteksterne for CEPA-aftalen her  

Find i ”Appendix 2 – A – 1” ud af, hvorvidt og hvornår jeres produkter (HS-koder) bliver toldfri når de eksporteres til Indonesien. Bemærk de forskellige stadiekategorier (A, X, B3, B5, osv.), som har betydning for toldsatsen og toldudfasningen af de specifikke produkter (HS-koder).

Hvis jeres virksomhed har spørgsmål til aftalen, kan man rette henvendelse Landbrug & Fødevares afdeling for Handel, Marked og Geopolitik: