Nyhed, 07.april 2026

L&F: Vores spredning er vores redning

Eksporten til Australien er vokset markant de seneste år, og derfor var L&F med på royalt fremstød til kontinentet på den sydlige halvkugle

Landbruget fyldte meget i valgkampen, og mens regeringsforhandlingerne fortsætter, afventer et erhverv, som står for 211,9 milliarder eksportkroner om året sine kommende rammevilkår.

Fødevareklyngens væsentlige del af den samlede danske vareeksport gør, at eksportens betydning fylder meget i Landbrug & Fødevarers budskab til den kommende regering.

Australien blev for nylig et konkret nedslag i den fortælling, da Flemming Nør-Pedersen, viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, besøgte markedet på et royalt fremstød med flere medlemsvirksomheder. Her mødte han ikke kun et marked med interesse for danske løsninger, men også danske varer på hylderne i supermarkederne. Synet af bl.a. danske mejeriprodukter blev for ham et konkret billede på, at Australien ikke kun er et marked med potentiale, men et sted, hvor danske virksomheder allerede har opbygget en reel og sund forretning. Samtidig er hans vurdering, at Danmark på flere områder er nogle år foran australierne, både når det gælder teknologi, løsninger til landbruget og stærke fødevarebrands.

- Vi er gode til at hjælpe australske kunder med løsninger. Vi står for eksempel meget stærkt på maskiner og udstyr, siger Flemming Nør-Pedersen.

Udviklingen i Australien passer samtidig ind i et større billede af dansk fødevareeksport. Ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer på baggrund af Danmarks Statistik er fødevareklyngens eksport til Australien steget fra 2,3 mia. kr. i 2016 til 3,2 mia. kr. i 2024 - altså næsten en milliard kroner mere på otte år. Fødevarer, især grisekød, fylder klart mest med 2,6 mia. kr. i 2024, men også agro-teknologi og biobaserede produkter spiller en væsentlig rolle.

- Dermed er Australien ikke et nichemarked for enkelte virksomheder, men et marked, hvor dansk erhvervsliv allerede henter betydelige eksportindtægter hjem.  Især på mejeriområdet, hvor danske virksomheder står stærkt med internationale brands.  Castello og Lurpak er blot et par eksempler på produkter, der passer godt ind i markedet, siger Flemming Nør-Pedersen.

For Landbrug & Fødevarer er pointen større end Australien alene. Fødevareklyngen står for omkring 20 procent af den samlede danske vareeksport, og derfor fylder eksporten også i organisationens budskab til de igangværende regeringsforhandlinger. Når en ny regering skal lægge kursen for landbruget, bør den, ifølge Flemming Nør-Pedersen, have blik for, at erhvervets konkurrencekraft hænger tæt sammen med investeringer, teknologi og udvikling.

 - Man skal tænke sig grundigt om, før man fastlægger rammevilkår for vores erhverv. Fokus bør være på ny teknologi, plads og midler til innovation og gerne til staldinvesteringer, hvis vi skal holde fast i udviklingen og samtidig forbedre produktionsvilkårene, siger Flemming Nør-Pedersen.

Netop derfor bliver Australien også interessant som mere end et enkelt marked. For et eksporttungt erhverv er det afgørende ikke at gøre sig afhængig af for få destinationer, men at sprede sin risiko og stå på flere markeder.

- Vores spredning er vores redning, siger Flemming Nør-Pedersen.

Det er også baggrunden for, at handelsaftalen mellem EU og Australien bliver fulgt tæt i dansk fødevareerhverv.

- Det her handler ikke kun om Australien. Det handler om, at EU i en mere usikker verden faktisk leverer på den åbne og regelbaserede handel, som dansk fødevareerhverv er dybt afhængigt af, forklarer Flemming Nør-Pedersen.

Set fra dansk side er Australien allerede et milliardmarked, især for grisekød og mejeri, og i Landbrug & Fødevarer er vurderingen, at potentialet er større endnu.

- Aftalen viser, at vi skal turde tænke globalt og acceptere, at indrømmelser ét sted er prisen for nye muligheder andre steder. Vi skal naturligvis erkende, der følger mere konkurrence den anden vej, og det gælder især på oksekød.  Det kræver balance mellem krav i Europa og konkurrence udefra, og det er derfor, det er vigtigt med mekanismer i aftalerne, så vi sikrer den balance og vores egen produktion.

Mens regeringsforhandlingerne fortsætter, står Australien tilbage som et marked, hvor dansk landbrug og fødevareerhverv allerede har opbygget en betydelig forretning.

- Samtidig peger udviklingen på noget større: at eksport, markedsadgang og konkurrencevilkår fylder stadig mere for et erhverv, der i høj grad lever af salg uden for Danmarks grænser og tjener værdifulde eksportmilliarder hjem til Danmark, fastslår Flemming Nør-Pedersen.