Nyhed, 01.december 2020

Forbrugertrends i 2021-2022

Hvordan påvirker COVID-19 forbrugernes tendenser i de næste år? Dette spørgsmål fik Landbrug & Fødevarers medlemmer svar på i et webinar om forbrugertrends.

Hvis du gik glip af webinaret om forbrugertrends i 2021-2022, så læs med her!

Per Vesterbæk, afdelingsleder i Markedsanalyse, Forbrugerøkonomi & Statistik hos Landbrug & Fødevarer, stod for webinaret. Per lagde stor vægt på, hvilken indflydelse Coronaepidemien forudses at have på forbrugertrends i de kommende to år. Vi har aldrig stået over for en sundhedskrise og en økonomisk krise på én og samme tid. Her viser undersøgelser, at 21% af danskerne har tænkt sig at spare penge op som følge af Coronasituationen. Samtidig svarer 31% af danskerne, at de vil bestræbe sig på at handle lokale danske varer. 

Over en fjerdedel af danskerne siger, at de vil have fokus på deres sundhed og motion, og ord som ’vaccine’, ’anti inflammatory’ og ’immune system’ er googlet markant flere gange end før COVID-19 brød ud. Især økologi er i vækst, da økologi taler direkte ind i den personlige sundhed blandt de der køber økologiske fødevarer. Ved begrebet sundhed forbindes i højere grad mental end fysisk sundhed. Ting som mentalt velvære, at have det godt og få nok søvn er top tre over forbrugernes opfattelse af begrebet ”sundhed” i 20 lande. Økologi forbindes også ofte med klima og bæredygtighed – noget, der stadig er stor fokus på. 

Klima er stadig et emne, der fylder hos forbrugeren. 61% ud af over 40.000 deltagere fra hele verden svarer, at de er bekymrede for klimaforandringer. 

En opsigtsvækkende undersøgelse lavet i Storbritannien viser, at kun 9% af briterne ønsker at vende tilbage til hvordan de levede før COVID-19. Her argumenteres der for, at de fornemmer en renere luft uden for, de sætter større pris på fødevarer af god kvalitet og de føler et større sammenhold i deres lokalsamfund efter Coronaepidemiens begyndelse. Det tyder altså på, at COVID-19 har og vil have en stor effekt på hvordan forbrugeren i fremtiden køber ind og vælger sine fødevarer. 68% af forbrugerne på globalt plan ønsker et simplere liv og 39% foretrækker at købe færre ting, men af højere kvalitet. 

Tidligere har teknologi og natur stået over for hinanden som to modpoler, og teknologi har haft en negativ klang som noget unaturligt og menneskeskabt. Denne opfattelse kan tænkes at ændre sig, da teknologien formentlig skal bidrage til fremtidige, bæredygtige løsninger til fødevareproduktion. 

Kontakt