
Kemi og kreativitet - Einar Willumsen fylder 120-år
Einar Willumsen har udvundet mange smage de seneste 120 år. I alle årene har virksomheden produceret produkter, der er udviklet i partnerskab med deres kunder.
Da det ikke har været muligt at markere Einar Willumsens 120-års fødselsdag d. 28. marts ved et fysisk arrangement, har virksomheden markeret dagen på LinkedIn. Her vil de hver måned i år, fremhæve Einar Willumsens historie op gennem tiden fra 1901 samt de produktområder virksomheden repræsenterer. F.eks. med historien om tilblivelsen af en af verden mest kendte vingummier. Hvordan et ægtepar i 1920’erne eksperimenterede med at blande sukker og gelatine i en bamseform, der i dag er en af de mest kendte vingummier – vingummibamserne.

Virksomheden blev grundlagt af Einar Willumsen i 1901, der i dag stadig lægger navn til virksomheden. Da Einar i 1929 taber kampen til kræft, kun 57 år gammel, efterlader han virksomheden til sin søster Fanny Willumsen. I 1920’erne blev der i Danmark vedtaget flere love, der skulle sikre ligestilling mellem kvinder og mænd. Med Fanny som en stærk rollemodel for kvinder i erhvervslivet, viste hun sig at være en karismatisk leder med en fast holdning og retning for virksomheden. Fanny gik aldrig på pension og arbejdede i Einar Willumsen helt op til sin død i 1956, hvor hun samme år testamenterede sine aktier til den erhvervsdrivende fond ”Fabrikant Einar Willumsens mindelegat”, der i dag ejer størstedelen af virksomheden. Fonden er en vigtig ’ingrediens’ i Einar Willumsens succes.
Spørger man Einar Willumsen om, hvordan man bliver en succesfuld virksomhed på 120 år, svarer de: ”at være fondsdrevet har sikret vores uafhængighed. Med et stabilt ejerskab har vi været frie til at koncentrere os om at levere den innovation, markedet kræver både på kort og lang sigt; samt at tilbyde reel kontinuitet i en hurtigt skiftende verden”.
Ud over at sikre virksomheden Einar Willumsens langsigtede succes er fondens hovedformål at donere midler til forskning, primært til cancerforskning.

Virksomheden har gennem tiden udvidet fokus fra salg til små private forhandlere og bryggerier, til også at sælge flavours og koncentrat til hele føde- og drikkevareindustrien. Einar Willumsen sælger ikke bare flavours, men tilbyder også rådgivning om flavours og applikationen af disse. Virksomheden har med succes slået sig op på at være ’the Nordic Flavour House’ og har altid antennerne ude og styr på de relevante trends og tendenser inden for nye smage og forbrugerønsker.
For at styrke flavour-industrien efter de hårde krigsår, var virksomheden i 1945 medstifter af Essens Fabrikant Foreningen. I 1991 skiftede foreningen navn til det, der i dag er kendt som DFO – Dansk Flavour Organisation. Einar Willumsen er stærkt involveret i arbejdet med DFO, sammen med en række andre virksomheder, der også er involveret i flavour- og aromabranchen i Danmark. DFO er medlem af European Flavour Association (EFFA) og International Organization of the Flavour Industry (IOFI), og derfor er foreningen helt tæt på det lovgivningsmæssige arbejde i flavourbranchen i Europa og på internationalt plan. DFO’s formål er at varetage medlemmernes fælles interesser i relation til fremstilling samt køb og salg af aromaer til levnedsmidler. DFO repræsenterer branchen og afgiver erklæringer på dennes vegne overfor indenlandske og udenlandske myndigheder og organisationer.
Hvis du ønsker at læse mere om virksomheden, de nyeste trends eller om applikationen af flavours gennem tiden, så besøge Einar Willumsens hjemmeside eller LinkedIn profil.