Foto: Bioomix
Nyhed, 01.november 2023

Bioomix arbejder for et effektivt alternativ til kemi

Bioomix mener at have et vigtigt bidrag til en mere bæredygtig og klimavenlig landbrugssektor, som ikke går på kompromis med landmændenes økonomiske råderum.

Virksomhedens biostimulant, kan være et vigtigt skridt til at forbedre afgrøders kvalitet, udbytte og samtidig tilgodese de klimaudfordringer, vi står overfor. Bioomix efterlyser derfor samarbejdspartnere, der vil være med på rejsen om at udvikle fremtidens bæredygtige landbrug og fødevareerhverv.

Udnytter naturens egne potentialer

Vi taler i overført betydning. En lille fælde med lokkemad nedgraves i den danske muldjord. Her tiltrækker den bakterier fra jorden, som opsamles og efterfølgende analyseres hjemme i laboratoriet i Odense. Den lille 3D-printede fælde, kaldet MicrobeTRAPTM, er biotekvirksomheden Bioomixs banebrydende opfindelse, der muliggør en opsamling af naturligt forekommende jordbakterier på baggrund af deres gavnlige egenskaber.

Afhængigt af lokkemaden, kan forskellige bakterier indfanges. F.eks. ud fra deres evne til at opløse ellers bundne næringsstoffer som fosfat og kalium. Andre bakterier lokkes i fælden på baggrund af deres evne til at fiksere luftens kvælstof til ammoniak. Gennem denne nyskabende teknologi vil Bioomix erstatte meget af den kemi, vi ser i landbruget i dag med mikrobiologi. Dette skal ske i et tæt samarbejde med landmændene og ændringerne skal foregå indenfor en økonomisk ramme, som er rentabel for landmanden.

Bioomix er født ud af forskningssektoren med forskerparret Julia og Morten Østergaard Andersen i spidsen. Visionen er at skabe et solidt fundament for biologiske løsninger til landbruget, der erstatter brugen af kemi og dermed imødekommer et regenerativt, klimavenligt og bæredygtigt landbrug, som også er en god forretning for landmanden. Den toårige virksomhed har i dag 17 ansatte med kontorfaciliteter, laboratorier og produktion i Odense.

En proaktiv teknologi

I januar 2023 lancerede virksomheden deres første produkt SeedSpeed®. En biostimulant, der påvirker landbrugsafgrøder positivt ved at forbedre spiring, vækst og udbytte. Den biologiske frøbehandling bruges aktuelt på hvede, byg, havre og hestebønner.

Ifølge CCO Mads Asbild fra Bioomix, kan en biostimulant betegnes som en proaktiv teknologi, hvor man hjælper planten godt på vej fra start og målrettet sikrer, at den trives bedre i sit vækstmiljø. Biostimulanter indeholder typisk naturlige mikroorganismer, der stimulerer plantens vækst og metaboliske processer og dermed hjælper planten med at optage og udnytte uopløselige næringsstoffer. Ved at hjælpe planten med et øget optag af vigtige næringsstoffer, får den et bedre potentiale for at udvikle sig og sætte et større og stærkere rodnet. Desuden opnås et højere udbytte og proteinindhold i afgrøden. Bioomix har rettet fokus på at fosfor og kalium tilgængelige for planten. De arbejder desuden på nitrogenfikserende løsninger til almindelige afgrøder samt efterafgrøder.

Bioomix har fingeren på pulsen, når de kombinerer højteknologiske metoder til at udvikle deres biologiske frøbehandling, som skal erstatte kemi i landbruget. Gennem 3D-print fremstiller de deres MicrobeTRAP™, den lille fælde med lokkemad, som nedgraves i jorden for at tiltrække bakterier med bestemte funktioner. Ved hjælp af gensekventering analyserer de mikroorganismerne. Opformering sker gennem fermenteringsprocesser i bioreaktorer. Kvalitetskontrol er alfa og omega og det er afgørende at produkterne i sidste ende kun indeholder den ønskede bakteriestamme og ikke er blevet kontamineret undervejs. Til kvalitetskontrol anvendes også gensekventering. Droneteknologi er ligeledes en del af værktøjskassen og benyttes til monitorering af testmarkerne hos kunderne. Satellitbilleder er et redskab de benytter til at analysere klorofylindhold på markerne samt fremspiring af såsæden.

Skræddersyede biologiske løsninger

Bakteriestammen i SeedSpeed® er udvundet fra den danske muld. Dette betyder, at produktet bedst egner sig til danske jordforhold og ikke umiddelbart kan overføres til landbrug i andre lande, hvor jordforholdene adskiller sig. Desuden har afgrødetype og klimaforhold en afgørende betydning. Biostimulanter kan altså med fordel skræddersyes til de respektive landbrugsarealer. Mads Asbild optegner billedet således: ”I Danmark er der som bekendt stor forskel på jorden på Fyn og i Vestjylland. Går vi ud over Danmarks grænser vil vi opleve endnu større forskelle”. Udtrykt på en anden måde, er vækstbetingelserne forskellige og derfor vil et brug af biostimulanter variere afhængigt af afgrødetype, klima og jordbundsforhold. Og netop dette skal der tages højde for, når mikroorganismer opsamles.

Med Bioomixs ambition om at levere løsninger til landbrug uden for de danske landegrænser, skal nye bakterier udvælges for at sikre optimale dyrkningsforhold, hvor kemi ikke er en del af løsningen.

Oplever nysgerrighed og samarbejdsvillighed

Mads Asbild mødes af landmænd og samarbejdspartnere, der er nysgerrige og imødekommende overfor deres teknologi. Landmændene vil gerne være med på rejsen og Mads beundrer dem for deres innovative og positive tilgang. Mange landmænd starter med at teste biostimulanten på mindre landbrugsarealer og skalerer herefter op. Og det er netop hvad Bioomix ønsker. ”Landmændene får syn for sagen på et risikofrit afsæt og vi kan i fællesskab følge udviklingen og monitorere planternes vækstforhold. På den måde bliver vi klogere på både de gode og mindre gode resultater, så vi kan gøre produktet endnu skarpere og udvikle nye produkter” tilføjer Mads Asbild.

Der hersker et fælles ønske om at finde alternativer til de gødningsprodukter og den kemi, der eksisterer på markedet i dag og som løbende bliver forbudte. Virksomheden bliver derfor mødt med en reel nysgerrighed overfor at sætte nye redskaber i spil.

Samtidigt håber Bioomix at de øvrige biostimulantproducenter har succes med deres produkter, så markedet bliver endnu mere opmærksom på mulighederne inden for biostimulanter. Ifølge Mads, er det virksomhederne, der skal vise vejen og synliggøre potentialerne og de gode resultater. ”Dette vil gøre biostimulanter mindre hokuspokus – for det er de lidt i landmændenes optik. Jo flere der lykkes og jo bedre resultater på tværs af kollegaerne i branchen, desto bedre”, afslutter han. 

Efterspørger samarbejdspartnere i landbruget og fødevareerhvervet

Bioomix har fokuseret på primærsektoren, inden for de store kornsorter og frilandsgrøntsager og arbejder ligeledes på at indtænke løsninger i flere led af værdikæden. Virksomheden involverer sig dog også i den regulatoriske debat, for at sikre gode betingelser for registrering af produkter. Mads Asbild tilføjer: ”Hvis vi gerne vil have virksomheder i Danmark, der leverer biologiske løsninger til landbruget og fødevaresektoren, skal vi passe på at vi ikke lukker vinduet for, hvad der kan lade sig gøre, men at vi i stedet forsøger at åbne det noget mere.” Her henviser han til de regulatoriske benspænd, de oplever indenfor eksempelvis biofungicidlovgivningen. Med en voksende verdensbefolkning og aktuelle klimaudfordringer, er der et presserende behov for fortsat at sikre landbrugets eksistensgrundlag, og her mener Bioomix at biologiske alternativer er en vigtig del af løsningen.

Der er fart på hos den fynske biotekvirksomhed Bioomix. Med stigende efterspørgsel er virksomheden i fuld gang med at opskalere og videreudvikle sin produktion. Her er Teknologisk Institut en vigtig samarbejdspartner, som netop har udviklet teknologier til test og produktion i stor skala af fermenterende produkter.

Udviklingspotentialet er til at føle på. Som et vigtigt led i virksomhedens strategi er Bioomix altid på jagt efter samarbejdspartnere, der vil bidrage til implementeringen af biostimulanter i landbruget og fødevareerhvervet. Mads Asbild tilføjer slutteligt: ”Hvis man efter at have læst denne artikel, synes det lyder spændende, så skal man endelig ikke holde sig tilbage med at kontakte os”.

Kontakt

Ønsker du at samarbejde med Bioomix kan CCO Mads Asbild kontaktes på mail: ma@bioomix.com.

Kontakt