Nyhed, 01.september 2023

Søstjerner som foderingrediens - en overset ressource

Søstjerner er fascinerende dyr og en overset ressource inden for akvakulturen.

Derfor har Vestjyllands Andel etableret projektet Danish Marine Protein, der udforsker det fem-armede havdyrs potentialer som bæredygtig og værdifuld foderingrediens. Bliv klogere på projektet og ambitionerne bag i artiklen her.

En overset ressource

Vestjyllands Andel har indskrevet ”Vestjysk Sund Fornuft” som deres mantra, og stræber efter en central rolle i den grønne omstilling, samtidig med at de styrker landbrugets indtjeningspotentiale. Et centralt fokus for andelsselskabet er at erstatte import af foderprotein med mere lokale og bæredygtige alternativer. Vestjyllands Andel har tænkt ud af boksen og i forlængelse heraf etableret nøgleprojektet Danish Marine Protein, der skal udforske søstjernernes oversete potentialer som en bæredygtig kilde til foderprotein.

I år har udbyttet af søstjernefangsten være forholdsvis lav, hvorfor færre af Vestjyllands Andels kunder har haft mulighed for at anvende søstjernemel fra Danish Marine Protein. Netop pga. af udsving i søstjerneforekomsten forsker grovvareselskabet løbende i alternative proteinkilder. 

Nordvest for Skive, i byen Spøttrup, ligger Vestjyllands Andels søstjernefabrik med tilknytning til erhvervsparken GreenLab. De proteinrige søstjerner (42-46 % protein) udvindes fra Limfjorden, hvor de forekommer i store populationer. Den store forekomst af søstjerner i Limfjorden har længe udfordret muslingefiskeriet, eftersom søstjernerne spiser muslingerne og dermed udgør en trussel mod fiskeriet af muslinger i havmiljøet. Desuden spiser søstjernerne også de muslinger, der er med til at rense vandet fra f.eks. åer, som løber ud i Limfjorden og dermed øges risikoen for opblomstring af alger, der kan medføre iltsvind. Projektet er dermed en vigtig brik i etableringen af nye bæredygtige tiltag, der sikrer en regulering af søstjerneforekomsten i Limfjorden og samtidig tilgodeser de øvrige aktiviteter i akvaindustrien. 

Ikke desto mindre går udfordringer og muligheder hånd i hånd. Søstjernerne er følsomme over for temperaturændringer i havet, hvilket kan påvirke deres tilstedeværelse i Limfjorden og dermed give udsving i fabrikkens marineråvarer. Med varme vintre flokkes søstjernerne ikke længere i hobetal. Derfor har andelsselskabet ekspanderet sit input af proteinkilder, og omfatter da også afskær fra fisk, tang, rejeskaller og sågar græs fra Ausumgaard. Udover en variation i populationen har restprodukter fra fiskeindustrien tidligere været udnyttet som foder til minkindustrien, men efter COVID-19 og nedlukningen af minkerhvervet, er nye værdifulde restprodukter blevet tilgængeligt. Denne varierede råvareportefølje giver Vestjyllands Andel mulighed for at maksimere deres produktionskapacitet, tilgodese de marine økosystemer og imødekomme landbrugets behov for værdifulde foderproteiner. 

Søstjerner bidrager med høj næringsværdi

Når søstjerne er indfanget, skal de processeres umiddelbart efter, eftersom de hurtigt fordærver, når de tages ud af havmiljøet. Af den årsag er søstjernefabrikken strategisk placeret nær Skive og fangstområdet. Efter fangsten hakkes søstjernerne i mindre stykker og tørres, hvorefter søstjernemelet primært sælges til griseproducenter blandt Vestjyllands Andels mange kunder. Søstjernemelet er også en betydningsfuld ingrediens i foder til høns i samspil med græsprotein. Dette skyldes søstjernernes essentielle næringsværdi, blandt andet med et højt calciumindhold – takket være deres indre skelet som bidrager til en god skalkvalitet samt græsprotein, der giver en gul blomme. Udover den ernæringsmæssige forskel ved søstjernemel, bruges det også som smagsgiver i foder til søer og smågrise, for at opnå en mere attraktiv smag. Søstjernen indeholder også andre næringsstoffer og bioaktive stoffer som vi endnu ikke kender til bunds, eksempelvis kan søstjernen regenerere sig selv hvis den mister arme.

Grønne partnerskaber

Med cirkulær økonomi og samarbejde i fokus, er Danish Marine Protein en integreret del af industriparken Greenlab, der er hjemsted for en række bæredygtige virksomheder og initiativer. Virksomheden drager fordel af de synergier, der eksisterer inden for klyngen og er blandt andet koblet med på klyngens brintinfrastruktur og kan benytte overskudsvarme fra de øvrige produktioner, som sikrer en levering af grøn energi til fabrikkens tørringsprocesser. Samtidig bidrager Danish Marine Protein med restprodukter til biogasproduktionen, der også har beliggenhed i GreenLab Skive. 

GreenLab Skive er hjemsted for den britiske virksomhed Unwasted, der producerer byggematerialer fra genbrugt pap og emballage, Nomi4s, der håndterer affald på en miljø- og ressourcebevidst måde, Quantafuel, der omdanner plastikaffald til nye værdifulde produkter, Stiesdal, der arbejder for at udvikle teknologier med stor indflydelse på klimaforandringer, Organic Fuel Technology, der omdanner gummi, slam og biomasse til olie, gas og kul vha. en såkaldt microwave reactor. Udover disse virksomheder har også GreenLab Skive Biogas og GreenLab Skive Vind hjemsted i klyngen.

Danish Marine Protein har et langsigtet mål om at udvide deres produktion til også at omfatte ingredienser til humant forbrug. Selvom søstjerner endnu ikke er godkendt til fødevarer, er ambitionerne, kapaciteten og evnerne hos Danish Marine Protein ikke en hindring. Søstjernernes mangfoldige potentialer åbner op for nye forskning- og udviklingspotentialer. I september deltager Vestjyllands Andel i en messe, hvor en gruppe kokkelever, vil udforske brugen af søstjernemel i forskellige kreationer indenfor gastronomiens univers.

Når man spørger Vestjyllands Andel, om det på sigt er realistisk udelukkende at benytte danskproducerede proteinkilder i fremtiden, svarer de, at det kræver yderligere udvikling og afprøvning af alternative proteinkilder. Danish Marine Proteins engagement i bæredygtige og innovative tiltag har gjort dem til en vigtig medspiller i den moderne landbrugsrevolution. Ved at udforske nye horisonter og levere lovende løsninger, er projektet Danish Marine Protein med til at flytte det danske landbrug i en endnu mere bæredygtig retning, der tilgodeser de marine økosystemer og efterlever nye krav til fødevare- og foderproduktionen i fremtiden. 

Kontakt