
Tang er en unik pendant til grøntsager med et højt proteinindhold og omega-3-, 6- og 9-fedtsyrer, hvilket resulterer i en fordelagtig fødevareprofil uden behov for at optage landarealer til dyrkning. Markedet for tang til konsum er dog uudforsket for Royal Greenland, men de ser store fremtidspotentialer i produktionen af tang i Vesten.
Royal Greenland er en fødevarevirksomhed med fokus på rejer, hellefisk, krabber og stenbiderrogn samt en interesse i at udforske nye arter. Dette inkluderer produkter fra arter, der ikke tidligere er blevet fisket, herunder tang. I 2018 blev der påbegyndt en mindre produktion af tang for at udforske mulighederne for dyrkningen heraf i det arktiske klima. Dette blev gjort for at teste, om det var muligt at dyrke tang i et hårdere klima end ellers dyrket, da tang hovedsageligt dyrkes i Asien. Konklusionen var, at dyrkning af tang i Arktis fungerede rimelig godt. Derfor blev der udført flere tests og opskaleret, hvilket i 2023 resulterede i, at der 3 km ude for Grønlands vestkyst blev lagt 12,2 km liner ud for at vokse i 9-10 måneder. Forinden podning ekstraheres zoosporer fra sori fra Saccharina latissima, sukkertang. Disse modnes i laboratoriet til gametofytter og derefter til sporofytter. Disse kan herefter udvikles til 'stiklinger', som podes på liner om efteråret. Den første større høst forventes at finde sted i juni i år, primært til produktion af tangsalat. Her forventes det, at der vil være 30 tons tang til salg i Europa.

I takt med det øgede fokus på produktion af tang hos Royal Greenland blev en andel af Nordic Marine Nutrition opkøbt. Virksomheden har udviklet tangopskrifter i et årti og tilfører derfor viden om produktudvikling og salg af tang. Samarbejdet skal etablere en solid og effektiv produktion af tang til konsum. Produktion er opdelt, så Royal Greenland står for processen fra podning af liner til pakning af høstet tang, og Nordic Marine Nutrition står for udviklingen af konsumprodukter bestående af tang, såsom tangpesto, tangchips og tangsalat.
Nordic Marine Nutrition er en integreret del af Royal Greenland. Deres fokus er dog primært rettet mod den kommercielle del af organisationen, hvor de besidder særlig erfaring og kompetencer inden for tang og sidestrømme. Produktudviklingen blev påbegyndt med udvælgelsen af tangarter, hvor valget faldt på sukker- og vingetang. Derefter rettede fokus sig hen på smagsudvikling, markedstrends samt udvikling af relevante produkter i forhold til resten af produktporteføljen.
Tangprodukter til konsum er i øjeblikket en trend, men produktionen i Vesten er stadig lille. Dermed er der et stort uudforsket marked, som Royal Greenland og Nordic Marine Nutrition er begyndt at udforske og være aktør i. Som Business Development Manager, Greenland, Nikoline Ziemer forklarer, er tang unikt både kulinarisk og i et bæredygtighedsperspektiv. Det optager nemlig ikke landareal, og der anvendes hverken ferskvand eller gødning til dyrkningen. Tang kan dermed fungere som et supplement til grøntsager, men med et højt proteinindhold og omega-3-, 6-, og 9-fedtsyrer, hvilket er fordelagtigt for dens fødevareprofil.
Nordic Marine Nutrition påbegynder først produktionen i Danmark ved modtagelse af årets høst, hvorefter produktionen af tangsalat, som det primære kommercielle produkt, testes. Herefter undersøges markedet for salg af en nordisk og bæredygtig tangsalat. Efterfølgende sker en evaluering af alle produktionstrin fra podning til slutforbrugeren. Dette gøres før næste podning udføres. Herefter følger endnu en dyrknings- og høstningscyklus. Håbet er, at opskalering vil være mulig efter høsten i 2025. Der er desuden et igangværende samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet om at undersøge mulighederne for stabilisering af tang. Målet er at undgå frysning af tang inden afsendelse til Nordic Marine Nutrition i Danmark. Dette procestrin er nemlig ressourcekrævende samt resulterer i spild af biomasse ved optøning, da celler springer ved frysning. Undersøgelse og optimering af produktionsprocesserne er derfor også i fokus, men på sigt ønsker Nordic Marine Nutrition at udnytte produktets sidestrømme endnu mere optimalt og effektivt, ligesom Royal Greenland også arbejder med udnyttelse af deres resterende produktporteføljes sidestrømme.

Ifølge administrerende direktør i Nordic Marine Nutrition, Kristian Ottesen, er fremtidspotentialerne for tangprodukter til konsum meget åbne og afhænger af markedernes efterspørgsel. Det første produkt tager dog udgangspunkt i det forbrugerkendte produkt, tangsalat. Idet projektets pilotfases første fokuspunkt er etablering og sikring af processen fra podning til færdigt produkt. Fremadrettet er rettes fokus i højere grad på produktudvikling, hvor målet er at udforske andre konsumapplikationer samt at opskalere produktionen efter høsten 2025.
For yderligere information om Royal Greenland kontakt:
Nikoline Ziemer
Business Development Manager, Greenland
Nikz@royalgreenland.com
+299 361300