
Julehilsen
Det er tid til at se lidt tilbage på året der gik, og frem på det nye der kommer i et af verdens fedeste erhverv.
Det er den tid på året, hvor der er tradition for at se lidt tilbage på året der gik og frem på det nye, der kommer. Så lad os gøre det, medens hundene ligger og snorker højtlydt ved brændeovnen.
Og vi kan da passende starte med vejret. Her tænker jeg, at vi alle kan blive enig om, at det har været lidt specielt: Vådt, rigtig tørt, vådt, lidt tørt og pis vådt. Ja! Mange afgrøder blev hårdt ramt. Og tynde afgrøder har resulteret i til tider ret beskidte marker
Ser vi på markedet, er det de fleste steder ved at rette sig efter nogle gevaldige kolbøtter med lav købekraft hos forbrugerne. Jeg lytter mig frem til, at de fleste afsætningsselskaber og andre, der står på den side af lågen, er ret fortrøstningsfulde for fremtiden.
Den tid, der er gået, kan vi jo ikke gøre mere ved - andet end at tage ved lære af den. Og en af de ting, der står tydeligt for mig er, at vi skal være mere robuste i mange sammenhænge.
På vores bondegård tænker vi bl.a. på øget robusthed i forhold til afgrødesammensætningen. Vi skal have flere grønne marker, fortsætte arbejdet for en mere sund jord, og ja naturligvis have nogle gode græsmarker til grisene. For dem, der har mulighed for mark vanding, er det med at få det optimeret så godt som muligt.
I Økologisektoren har vi bl.a. haft et godt årsmøde, en god Økologikongres og vi glæder os til at komme rundt i landet til de lokale økologiårsmøder. Her vil vi bl.a. løfte sløret for vores nye strategi for de kommende tre år, der skal understøtte den økologiske udvikling i mark, stald og hos forbrugerne i Horsens og Hamborg. Det er en strategi vi har lavet sammen med vores Virksomhedsforum for Økologi.
Tager vi de politiske briller på, kan man vist også roligt sige, at det er en spændende tid, vi er i. Efter en ihærdig indsats fra mange sider, er det lykkes os at redde Det Økologiske Spisemærke i 11. time. Det kan du læse mere om her . Så skal vi i 2024 arbejde for, at der fra 2025 og frem findes penge til at videreføre det. Det lyder klokkeklart fra hele foodservicesektoren, at Det Økologisk Spisemærke er en stor driver for økologien i både den offentlige og private bespisning. Så tak for det.
Regeringens Økologistrategi, som kom først i december, er desværre ikke, som vi havde håbet på. På en række centrale områder forpasser den muligheden for at understøtte en positiv udvikling i sektoren og dermed bidrage til at nå fordoblingsmålene i areal, forbrug og eksport til 2030, som er en del af Landbrugsaftalen. Det skal vi have fokus på i 2024.
Og så er der alle de ting landbruget kan og skal levere på: klima, og en forventet kommende CO2 afgift, rent drikkevand, mindre kvælstof i vores fjorde, øget biodiversitet og endnu bedre velfærd for vores husdyr.
Vi venter stadigvæk på den såkaldte Svarer-rapport fra et ekspertudvalg, og derefter er der lagt op til såkaldte grønne trepartsforhandlinger, hvor bl.a. L&F, DI og DN deltager sammen Dansk Metal og NNF. Det bliver spændende, og forhåbentlig kommer der noget konkret, vi kan forholde os til inden sommerferien. Det giver selvfølgelig anledning til at vurdere sin egen situation. Hvordan skal jeg indrette mig? Og hvordan kan jeg levere på de krav, der bliver stillet til os? Vi er nok mange, der kommer til at stramme livremmen et hul ind.
Jeg er dog ret fortrøstningsfuld på økologiens vegne. Økologien leverer rigtig godt på mange af fremtidens store samfundsudfordringer, og viljen er der, og den faglige udvikling går stærkt.
Nu er det Vintersolhverv – lyset vender tilbage, og vi skal i gang med 2024. Jeg glæder mig til i morgen, og til året der kommer. Jeg kan ikke lade være at stå tidlig op og gå ud og gøre en forskel i et af de fedeste erhverv, der findes.
Glædelig jul og godt nytår
Hans Erik Jørgensen