Foto: Prikken Design

Nyhed, 01.september 2023

Ingen nye penge til økologi i Finanslovsudspil

Finanslovsudspil skaber usikkerhed for den økologiske udvikling. L&F arbejder på at skabe politisk opmærksomhed, så der kommer flere indsatser til økologien.

I regeringens nye udspil til finanslov er der ingen nye penge til økologi. Det bekymrer Landbrug & Fødevarer, der mener at regeringens finanslovsudspil ikke afspejler regeringens og EU’s fortsatte mål om en markant vækst i økologien frem mod 2030.

I udkastet til finanslov 2024 skrumper puljen til den økologiske markedsindsats. Således lægges der op til, at bevillingen til fremme af afsætning under Fonden for Økologisk Landbrug falder til nu 20 millioner kroner årligt, hvor der tidligere har været 30 millioner kroner årligt.  Samtidig er der lagt op til, at Fødevarestyrelsens indsatser i forhold til Det Økologiske Spisemærke skæres væk. Det bekymrer økologichef i Landbrug & Fødevarer Kirsten Lund Jensen

”Vi finder det meget uhensigtsmæssigt, at man ikke tilfører midler til at styrke den økologiske udvikling, når det er en produktionsgren man både nationalt og fra EU’s side ønsker at fremme. Det burde have gået den anden vej, og markedsindsatsen burde blive øget til 40 millioner kroner årligt. Der er virkelig er brug for afsætningsaktiviteter, der kan understøtte salget af økologiske fødevarer her i kølvandet på en periode med lavere købekraft hos forbrugerne, siger Kirsten Lund Jensen.

Et andet vigtigt sted, hvor regeringen har undladt at tilføre nye midler, er til Innovationscenter for Økologisk Landbrug, der hver dag med dyb faglighed arbejder for at udvikle den økologiske produktion til gavn for Danmarks grønne omstilling. Den nuværende bevilling løber kun til og med 2024, og det er vigtigt for en kontinuerlig drift, at der allerede i dette års finanslov afsættes midler på budgetårene fra 2025 og frem.

Derfor vil Landbrug & Fødevarer, Økologi i den kommende tid i dialog med politikere gøre alt for at få regeringen til at afsætte flere penge til Danmarks økologiske udvikling.

”Vi synes ikke regeringens hensigter om mere økologi i Danmark og udspillet til finansloven matcher hinanden. Vi lægger os derfor i selen for, at der kommer bedre overensstemmelse her. Hvilket vil sige flere indsatser rettet mod økologien på finansloven for 2024, siger Kirsten Lund Jensen.

Yderligere oplysninger