
Mere dansk økologi i tyske gryder
12 økologiske danske virksomheder mødte tyske virksomheder og beslutningstager til økologisk netværksmøde.
Landbrug & Fødevarer holdt i slutningen af maj netværksfremstød, hvor 12 danske økologiske producenter og beslutningstagere fra tysk foodservice mødtes under samme tag. Blandt de tyske virksomheder var Rewe Group, HelloFresh, Naturkostkontor Bremen og Apetito, der alle var på udkig efter økologiske produkter.
Vækst i økologi i foodservice i Tyskland
Økologi i foodservice er for alvor kommet på dagsordenen i Tyskland – både politisk og kommercielt. Med den tyske regerings Bio-strategi 2030 er offentlig bespisning nævnt som et konkret værktøj til at udvikle markedet, ligesom de private og offentlige køkkener nu kan gøre brug af de for nyligt lancerede økologiske spisemærker i Tyskland. De er blevet til efter dansk forbillede med en guld, sølv og bronze ordning.
Netværksfremstødet for aktører i den tyske foodservice sektor er blevet til i samarbejde Trade Council Berlin. Her mødte danske virksomheder med beslutningstagere for udvikling af økologien i tysk foodservice, herunder flere med direkte kommercielle interesser som grossister, køkkenchefer, kantiner, tyske certificeringsorganer etc. Også en række myndigheder og politikere, der i øjeblikket sætter retning på udviklingen for økologien i foodservice i Tyskland, var med.
Her var netværk i fokus, da aktører på tværs af værdikæden i Tyskland og danske leverandører, som står klar til at levere og bidrage til udviklingen af økologi i foodservice i Tyskland mødtes. For nogle var det en indledende kontakt til nye mulige samarbejdspartnere, for andre en opsamling på tidligere dialog.
Indtryk fra medvirkende danske virksomheder
Fra Danmark deltog DAVA Foods, Ellenor Elderflower, Flensted Food Group, Foodpeople, Friland, Gasa Nord Grønt, København Kombucha, MATR Foods, Micro-Greens, Rawbite, Reduced og Vendsyssel Vegan.
Her er, hvad to af virksomhederne fik ud af at være med:
"Setuppet, hvor vi sammen med andre danske producenter kunne mødes og netværke med udvalgte tyske partnere, gav en værdifuld indgangsvinkel til den tyske foodservicesektor. Dét at samle både grossister og deres kunder til samme event, gør det langt mere effektivt at afklare potentielle forretningsmuligheder – for os faktisk så effektivt, at vi i løbet af aftenen fandt en partner, som vi ser frem til at samarbejde med for at udvikle vores eksport til Tyskland." Nicolas Limbach, København Kombucha.
"De uformelle rammer giver en meget bedre mulighed for at komme mere i detaljen med de unikke egenskaber, men også de kortsigtede begrænsninger, der kan være hos en mindre virksomhed. Det at fremvise og smag på produkter samtidigt med at snak om alt det der kan påvirke fremtiden og samarbejder, er uvurderligt (…) Ved en tilgang med en meget blandet udvalg af interessenter og stakeholders, fremkommer der en mere holistisk dialog, og det åbner for et meget større og nødvendigt netværk." Sune Olsen, Matr Foods.
Netværksfremstødet var første del af et to-trins fremstød, hvor der til september 2024 endnu en gang sættes rammer for et lignende event.
Netværksfremstødet er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug og den Europæiske Union og NextGenerationEU. Det er en del af det arbejde og fokus Landbrug & Fødevarer har på den tyske foodservice sektor indenfor den økologiske dagsorden.