Nyhed, 04.juli 2024

Skygge til udegående kreaturer

Nyt faktaark om skyggekrav og handlemuligheder

Malkekvæg og afkom af malkekvæg skal som udgangspunkt have mulighed for at få skygge eller have adgang til stald i varme perioder om sommeren.

Landbrug & Fødevarer har lavet et faktaark om skyggekrav og handlemuligheder. 

Download Faktaark om skyggeforhold til kvæg

Skyggekravet har i mange år været gældende i økologireglerne, og fra 1. juli 2024 er kravet også omfattet af Bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg. Dermed kan forholdet nu også blive kontrolleret som en del af den velfærdskontrol, som Fødevarestyrelsens udfører på en andel af de danske kvægbedrifter.

Skyggekravet indgår også i Krydsoverensstemmelses- og Konditionalitetskontrollen, hvor det fremgår, at du som landmand skal sikre, at alle dine dyr har mulighed for at søge skygge ved meget varmt vejr.

Dine dyr kan godt gå på arealer uden skygge i normalt sommervejr, men hvis der kommer en varm periode, så skal der sikres skygge til dyrene, enten ved at etablere kunstig skygge, tilbyde dem adgang til stald eller ved at flytte dem til et andet areal, der tilbyder skygge til alle dyrene.

Varme periode

”Varme perioder” er ikke yderligere defineret i bekendtgørelsen. Du bør derfor være særligt opmærksom på dine dyrs behov og reaktioner i sommermånederne på vindstille, varme dage. Ungdyr og ikke-lakterende dyr kan bedre håndtere varme end malkekøer.

Andre afkølingsmuligheder

Fødevarestyrelsen vurderer i øjeblikket mulighederne for, om afkølingsmuligheder med vand kan sikre tilstrækkelig afkøling i de varme perioder. Aarhus Universitet har den 31. maj 2024 publiceret en rapport med Vurdering af afkølingsmuligheder ved vand fremfor skygge for udegående kreaturer, hvor særligt overbrusning ser ud til at have et interessant afkølingspotentiale, men her afventer vi Fødevarestyrelsens vurdering.

Landbrug & Fødevarer vil løbende opdatere faktaarket "Skyggeforhold for kvæg" overensstemmelse med anbefalingerne fra Fødevarestyrelsen.

Download Rapport fra Aarhus Universitet

Yderligere oplysninger