Nyhed, 11.marts 2024

Nye regler og muligheder for økologer

Ny økologivejledning indeholder nye krav for afgræsning af kvæg, opbevaring af medicin til kastration og fodertilsætningsstoffer.

Landbrugsstyrelsen har udsendt en ny økologivejledning, og med den er der kommet nogle relevante tilpasninger for de økologiske producenter. Det gælder bl.a. krav til kvægs afgræsning, opbevaring af medicin til kastration, og brugen af fodertilsætningsstoffer. Læs mere om de enkelte områder her.

Afgræsningskrav for kvæg

Økologiske køer skal, ifølge EU's økologiregler, principielt have permanent adgang til udearealer i græsningssæsonen. De danske myndigheder har tidligere stillet krav om, at økologiske køer skulle have adgang til afgræsning i mindst 6 lyse timer i døgnet, men dette er ikke længere tilstrækkeligt for at overholde reglerne.

Som udgangspunkt skal de økologiske køer have mulighed for selv at vælge, om de vil være inde eller ude. For nogle producenter kan dette være en udfordring, og derfor har Landbrugsstyrelsen samlet nogle eksempler på, hvordan græsningskravene kan overholdes:

  • Dine køer malkes to gange i døgnet og har adgang til græsningsarealer i perioden mellem morgenmalkning og aftenmalkning.
  • Dine køer malkes tre gange i døgnet og har adgang til græsningsarealer efter første malkning og igen efter anden malkning.
  • Det er en varm sommerdag, og dyrene holdes derfor på stald i løbet af dagen, hvor der er varmest. De lukkes ud efter sidste malkning, og døren står åben hele natten.
  • Du har åbnet porten fra stalden til udearealet, men dine dyr vælger at blive inde, på trods af, at de har adgang til attraktive græsningsarealer.

En permanent åben port til græsarealerne vil altså opfylde kravene. Der må gerne fodres i stalden, når porten er åben, men det er en forudsætning, at dyrene har mulighed for adgang til et attraktivt udeareal.

Opbevaring af smertestillende medicin ved kastration

Landbrugsstyrelsen har ændret praksis for opbevaring af smertestillende medicin ved kastration af smågrise, så griseproducenter nu kan opbevare medicin til kastration i op til 50 dage. Før måtte økologiske griseproducenter kun opbevare denne type medicin i 5 dage, hvilket for de fleste producenter betød, at de skulle have ugentligt besøg af dyrlægen alene for at ordinere medicin til planlagte kastrationer. Landbrug & Fødevarer er glade for denne administrative lempelse, der i særdeleshed reducerer omkostningerne på de mindre besætninger. Landbrug & Fødevarer har i samarbejde med ØL arbejdet for denne mulighed længe. Ændringen er også beskrevet i Landbrugsavisen.

Ikke-økologiske foder- og tilsætningsstoffer

EU-Kommissionen har ændret økologiforordningens positivliste, hvilke bl.a. giver følgende nye muligheder:

  • Calciumklorid må anvendes som foder til økologiske køer (enkeltdyr) i en begrænset periode for at mindske risikoen for mælkefeber.
  • Propylenglycol må anvendes til at mindske af risikoen for ketose hos enkeltdyr af malkekøer, får og geder.
  • Algeolie (GMO-frit) kan anvendes som fodermiddel til økologiske dyr.

Ikke-økologiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler

  • Salte af selen kan tildeles som gødning i tilfælde af underskud i den jord der anvendes til foderafgrøder. 

Se den opdaterede økologivejledning fra februar 2024 hos Landbrugsstyrelsen

Ydereligere oplysninger: Lars Holdensen lho@lf.dk