Nyhed, 02.januar 2025

Stærkt fokus på fremtidens fødevarefagfolk

Landbrug & Fødevarer fortsætter arbejdet med at sætte økologi på dagsordenen blandt fødevareerhvervets mange aktører.

Landbrug & Fødevarer fortsætter i 2025 arbejdet med at inspirere, undervise og engagere fremtidens beslutningstagere inden for fødevareerhvervene til at arbejde med økologi og bæredygtighed. Tilbuddet omfatter elever fra kokke-, landbrugs-, ernærings-, slagter-, gartner- og tjeneruddannelserne, der gennem en række spændende aktiviteter får nye perspektiver på økologi og bæredygtighed.

De unge fagfolk kan blandt andet glæde sig til:

🚌 Future Generation Økologi – 2-dages råvareture for henholdsvis elever fra fødevareuddannelser og erhvervsskolernes faglærere med fokus på best practices inden for økologi og bæredygtighed. Turene vil forstærke forståelsen for økologiens værdikæde og netværkssamarbejde på tværs af fagområderne og bidrage til at skabe nye øko-ambassadører.

📊 Greb til Gaffel-seminar – Seminardage, hvor 100 deltagere fra kokke- og landbrugsuddannelser samles til oplæg, inspiration, workshops og ny viden for at styrke økologiens relevans.

💬 Alumnenetværket som fokusgruppe – De seneste seks år har fokus været på at øge interaktion, tværfaglighed og adgang til økologisk viden, både praktisk og teoretisk. Dette har skabt et unikt netværk og en stærk fokusgruppe blandt tidligere deltagere i L&Fs fødevareaktiviteter. Mange i netværket har nu nøglepositioner, hvor de træffer beslutninger om råvarevalg for toneangivende virksomheder. Netværket løftes nu til næste niveau og omdannes til landets største fokusgruppe af unge fagfolk i fødevarebranchen. Fokusgruppen vil tage pulsen på fremtidens fødevarer set gennem fremtidens beslutningstageres øjne. Hvad kommer der på tallerkenen om 10 år? Det spørgsmål vil kompetente fagfolk give deres bud på næste år.

Målet med det hele

Alle aktiviteterne har til formål at øge vidensniveauet om økologi og motivere elever og faglærere til at arbejde med økologien som en styrkeposition. Gennem samarbejder på tværs af værdikæden kan der skabes øko-ambassadører, der senere vil forme fødevareerhvervet som producenter, aktører og aftagere.

En særlig tak rettes til alle skoler og undervisere samt de mange besøgssteder, som har støttet op og gjort det muligt at give eleverne økologiske oplevelser, de sent vil glemme.

Glæden er stor over udsigten til endnu mere økologi for de næste generationer i 2025!

Læs meget mere om vores initiativer her: Goderaavarer.dk

Yderligere oplysninger: