Nyhed, 06.marts 2025

Salget af økologi stiger igen

Økologiske fødevarer er godt på vej tilbage i danskernes indkøbskurve

Så er der godt nyt. For der er igen positive udsigter for efterspørgslen af økologiske fødevarer. Efter konstante stigninger i økologisalget hvert år frem til 2020, satte coronakrisen og høj inflation en bremse i salget af økologiske fødevarer. Det betød i de efterfølgende år, at salget af økologiske fødevarer faldt, især målt i volumen.  Men nye tal viser, at forbrugerne i 2024 igen putter mere økologi i indkøbskurven. 

En markedsanalyse foretaget af Kauza Data - udarbejdet for Økologisk Landsforening – viser således, at økologisalget i detailhandlen steg med 7,5 pct. i værdi 2024 i forhold til året før. Det samlede fødevaresalg steg til sammenligning med 3,1 pct., hvilket indikerer, at økologien også vandt markedsandele. Analysen estimerer, at den økologiske markedsandel i detailhandlen steg til 12,2 pct. i 2024.

Stigning både i volumen og i kroner og øre 

Det er positivt, at det ikke bare er salget i værdi, der er steget. Også salget målt i volumen er gået op. Der estimeres en vækst på 5,7 pct. i volumen i 2024, men trods denne stigning, så er der fortsat omkring 7 pct. op til det totale økologisalg i volumen i 2020, dvs. før det begyndte af falde. Til gengæld vil det forventede detailsalg på 16,6 mia. kr. i 2024 være ny rekord.


Størst vækst for kød, fisk og kylling

Går man nærmere ned i analysen, fremgår det, at økologisalget i 2024 er steget mest for kategorien kød, fisk og kyllinger. Det har også været de varegrupper, der har været hårdest ramt i perioden fra 2020 til 2023. 

Fremgangen i salget af økologisk kød er i god overensstemmelse med de seneste udmeldinger fra Friland om, at slagteriet gerne vil øge antallet af slagtegrise med 20 pct. i 2025. Friland begrunder ønsket med, at der netop opleves øget efterspørgsel af økologisk grisekød i både Danmark og øvrige europæiske hovedmarkeder for økologi.

Frugt og grønt fortsat stor markedsandel 

Der er ifølge analysen også markant øget salg af frugt & grønt, som i forvejen er nogle af de varer, som forbrugerne oftest køber i den økologiske form. Den økologiske markedsandel for grøntsager er ifølge analysen steget fra 31,3 pct. i 2023 til 34,2 pct. i 2024, mens andelen for økologisk frugt steg tilsvarende fra 21,5 pct. til 24,3 pct. Økologiske mejerivarer, der ligeledes er meget populære hos forbrugerne, øgede markedsandelen fra 19,6 pct. til 20,2 pct. i 2024. Til gengæld var der et mindre fald i salget af økologiske frostvarer samt brød og kager. 

Yderligere oplysninger: