
Er du klar til fremtiden?
Hvordan bør økologien udvikle sig de kommende år for at levere på de store dagsordener og ikke blive overhalet indenom af det øvrige landbrug?
Landbruget, landskabet og en masse mere er under store forandringer de kommende år. Implementeringen af Grøn Trepart vil forvandle det danske landskab, som Dalgas gjorde for at mere end 150 år siden - bare den modsatte vej. Vi skal tilbage til mere natur, flere skove og vådområder; livet skal retur til de indre danske farvande, og vores grundvand skal vi også i fremtiden kunne drikke direkte fra hanen.
I økologien bryster vi os af, at vi leverer godt på det hele – eller det meste. Det gør vi også. Økologien leverer hele vejen rundt på mere biodiversitet i og omkring markerne, øget dyrevelfærd, rent drikkevand, mindre kvælstofforbrug og et renere vandmiljø. Økologi har fået status som et virkemiddel i den grønne omstilling. Det skal vi forstå at udnytte og positionere økologien ud fra.
Vi syntes, vi udvikler os fagligt, og det gør vi jo også. Men er vi klar til at tage næste step? Og er vi klar til på alle områder ikke at blive overhalet inden om af det øvrige landbrug, som også er i under hastig forandring i disse år, med det lange lys rettet mod en mere bæredygtig fødevareproduktion.
De tusind spørgsmål?
Er vi alle klar til at udvikle økologien? For det er vigtigt for, at vi også i fremtiden kan levere på de store dagsordener. Er vi landmænd klar? For det kræver forandring. Og er forbrugerne klar til at betale? For det vil give dyrere økologiske fødevarer. Vil vi lave økologiske fødevarer billigst muligt? Eller vi klar til at putte merværdi på? Og hvad forstår vi egentlig ved udvikling? Er det opstramninger, der kræver øget faglighed og samspil med naturen. Er det udvikling i form af højere udbytter og ydelser – eller måske begge dele?
Det er nogle af de dilemmaer, vi altid arbejder med. Jeg er overbevist om, at hvis økologien skal have en stor og dominerende plads i fremtiden, skal vi være klare i spyttet og sætte retning.
Klar til næste step?
Der bliver talt meget om regenerativt landbrug. Her har vi økologer meget at byde på – i hvert fald langt hen ad vejen, og den regenerative tankegang udspringer da også af økologien. Vores forståelse af dyrkningens samspil med jordens mikroliv er essentiel, men vi skal blive klogere, også når det gælder jordbearbejdningens betydning, og hvordan vi håndterer rodukrudtet. Hvis vi tager tyren ved hornene, kan vi levere den ægte økologiske regenerative vare, med minimal jordbearbejdning og selvfølgelig uden brug af pesticider.
Men jeg må spørge igen: Er vi landmænd klar? Er virksomhederne klar til at sælge det? Og til den merpris det nu engang koster?
Jeg mener, vi i økologien skal flytte os hurtigere og mere end vi gør i dag. Vi står overfor en række dilemmaer, men også over for nye muligheder. Lad os snakke om det, tage debatten, sådan at vi kan håndtere fremtiden bedst mulig til gavn for landmænd, samfund og planeten.
Økologisk Innovationsbidrag
Uanset hvad – så kommer vi ikke uden om, at udvikling og innovation af den faglighed vi i økologiens står på, er altafgørende for økologiens styrke. Derfor opkræver Sektor Økologi igen i år frivilligt innovationsbidrag. Pengene vil blive brugt til at igangsætte udviklingsaktiviteter til gavn for den fortsatte vækst og udvikling i økologien inden for alle produktionsgrene.
Jeg håber, I igen i år vil være med til at støtte op arbejdet. Se her i nyhedsbrevet mere om Økologiske Innovationsbidrag, og hvad pengene går til i 2025.