
Justering af EU's økologiregler
L&F arbejder for forenkling af regler og færre administrative byrder, der skal gøre det lettere at være økologisk landmand.
EU-Kommissionen har i 2025 sat gang i en omfattende omnibusindsats med fokus på forenkling af lovgivning og reduktion af erhvervets administrative byrder. Det giver mulighed for at få gendrøftet en række økologikrav, som i praksis skaber udfordringer for landmænd.
Copa og Cogecas samler input til Kommissionen
Landbrug & Fødevarer er aktivt involveret i arbejdet via Copa og Cogecas Økologiarbejdsgruppe, hvor Anders Stensgaard fra Økologisektionens bestyrelse er næstformand. Her samles input fra medlemsorganisationer i hele EU. L&F har været drivende i at koordinere forslag, der nu samles i et fælles oplæg til Kommissionen.
Kompleks proces at ændre EU-lovgivning
Ændringer i EU-lovgivning er komplekst, især når det gælder den såkaldte basisakt i økologiforordningen. Her kræves der enighed mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet – og dermed mulighed for ændringsforslag fra både medlemslande og 720 parlamentsmedlemmer. Kommissionen har derfor i første omgang efterspurgt forslag, som kan justeres via gennemførelsesbestemmelser eller fortolkningsnoter.
Men nogle af de største udfordringer – som fx kravet om ekstra tilbageholdelsestid efter behandling med parasitmidler – kræver ændringer i selve basisakten. Derfor arbejder Copa og Cogeca for, at der også åbnes for målrettede justeringer her.
L&Fs prioriterede indsatsområder
Landbrug & Fødevarer har udpeget en række konkrete områder, hvor der er behov for justeringer:
-
Veterinærmedicin: Ændring af kravet om minimum 48 timers tilbagehold efter behandling, som især rammer æg- og mælkeproduktion.
-
Fjerkræproduktion: Fælles EU-definition af langsomtvoksende kyllinger og tilpasning af lyskrav.
-
Dyrevelfærd: Accept af immunokastration og mulighed for smertelindring uden dyrlæge.
-
Afgræsning: Øget fleksibilitet og mulighed for nationale tilpasninger.
-
Gødning og næringsstoffer: Begrænsning af ikke-økologiske gødningstyper og større accept af recirkulerede biomasser.
-
Kontrol: Mulighed for reduceret fysisk kontrol ved dokumenteret overholdelse af regler.
Bagom EU-Kommissionens Omnibusindsats – en mulighed for justering af økologiregler
I foråret 2025 har EU-Kommissionen sat gang i en større omnibusindsats som led i arbejdet med at forenkle og modernisere EU-lovgivningen. Målet er at gøre reglerne mere overskuelige – især for små og mellemstore virksomheder, herunder økologiske landbrug.
Baggrunden er blandt andet Budapest-erklæringen, hvor EU's stats- og regeringschefer opfordrede til en “forenklingsrevolution”. Kommissionen har fulgt op med konkrete forslag, herunder at reducere rapporteringskrav med mindst 25 procent.
Omnibusindsatsen omfatter blandt andet ændringer i regler om bæredygtighedsrapportering og due diligence (virksomheders ansvar for at undersøge og håndtere risici i deres produktion og leverandørkæde). Det kan få betydning for økologilovgivningen, og åbner et vindue for justeringer af EU’s økologiforordning.
Det kan fx betyde:
• Mindre dokumentation: færre og enklere krav til papirarbejde.
• Mere ensartet kontrol: harmonisering af procedurer på tværs af lande.
• Større fleksibilitet: bedre mulighed for at tilpasse reglerne til den daglige drift i økologiske landbrug.
Om Copa og Cogeca og økologi
Copa og Cogeca er EU's største landbrugsorganisation, der repræsenterer landbrugsorganisationer og landbrugskooperativer i hele EU. Organisationen fungerer som en samlet stemme for europæisk landbrug og har betydelig indflydelse på EU’s landbrugspolitik gennem deres aktive lobbyarbejde i Bruxelles.Inden for økologi har Copa og Cogeca etableret en særlig arbejdsgruppe, der samler økologiske producenter og organisationer fra mange medlemslande. Gruppen arbejder for at fremme økologisk landbrug og sikre, at økologernes interesser bliver hørt i de politiske beslutningsprocesser på EU-niveau. Landbrug og Fødevarer har været repræsenteret i formandskabet for økologiarbejdsgruppen de seneste 15 år.