Nyhed, 19.september 2025

Økologiske budskaber afleveret til EU’s landbrugskommissær.

EU's landbrugskommissær og landbrugsministre fra 27 EU-lande på besøg til bl.a. snak om fremtidig CAP og grøn omstilling.

I sidste uge deltog jeg i det store møde med EU’s landbrugskommissær og landbrugsministre fra 27 lande i EU. Det var et fantastisk arrangement, hvor vi fik vist hele EU, hvad Danmark kan som landbrugsland. Et land i front, når det gælder moderne landbrugsproduktion med innovation, bæredygtighed og ny teknologi i højsæde.

Det var et kæmpe set-up med dansk landbrug for fuld udblæsning. Jeg er sikker på, at besøget har givet inspiration og gjort et kæmpe indtryk, når det gælder den fremtidige udvikling af Europas landbrug og europæisk landbrugs rolle i den grønne omstilling.

På 2. dagen blev holdt en særlig rundbordssamtale, som jeg var inviteret til at deltage i. Jeg er stolt og glad over, jeg fik denne mulighed. Som én blandt 11 deltagere fik jeg bl.a. lejlighed til på vegne af det økologiske landbrug at levere vores synspunkter til rundbordssamtalens centrale emner, som var:

·         Det reducerede CAP budget og degressiv støtte,

·         Incitamenter til grøn omstilling,

·         Unge landmænd og generationsskifte. 

Her var nogle af mine hovedpointer, at degressiv støtte vil ramme danske økologer hårdt, da vi gennemsnitligt er store set i en europæisk sammenhæng bl.a. på grund af vores store lokale foderproduktion.

Mange små landbrug er uforholdsmæssigt hårdt ramt af administrative byrder, hvilket en ny spørgeskemaundersøgelse fra Copa og Cogeca også viser. Det vil derfor være en stor hjælp, hvis disse byrder kunne blive mindre - ved at lave kontrol og certificeringsordninger mere overkommelige.

I samtalerunden om ”Incitamenter til grøn omstilling” fik jeg lejlighed til at overrække landbrugskommissær Christophe Hansen charteret fra Organic Summit. Et stort dokument udarbejdet på det økologiske topmøde i august, der indeholder en lang række anbefalinger til, at nå EU’s målsætning om 25 pct. økologi. Det tog kommissæren godt i mod med stor opmærksomhed. Jeg er sikker på, det vil blive nøje gransket for inspiration og gode ideer.

Af hovedpointer, som jeg nævnte i den forbindelse, var bl.a., at CAP-budgettet skal være stort nok til at motivere til omlægning. Støtteordninger skal give en positiv motivation til omlægning. Derudover er det nødvendigt at styrke forbrugernes efterspørgsel efter økologiske produkter. Og det kræver, de får mere viden om fordelene ved økologiske produkter, så de er villige til at betale for dem. 

Det var en kæmpe fornøjelse at få mulighed for at repræsentere økologerne i L&F. Vi sætter markante aftryk og er med til at præge udviklingen til gavn for økologien, og de økologiske landmænds fremtid i Europa. Arbejdet understøttes i det daglige af vores arbejde i Copa og Cogecas Working-Parti for Økologi, som  Anders Steengaard fra Økologisektionens bestyrelse er næstformand for.

Vi sidder tæt på beslutningerne, og der bliver lyttet til os. Det gi’r en rigtig god følelse af være med til at præge Europas grønne omstilling inden for fødevareproduktion og særligt den økologiske produktion.

Hans Erik Jørgensen

Formand for Økologisektionen