Nyhed, 29.marts 2023

Den næste runde af den fælles landbrugspolitik i EU

Tid til at se frem mod næste europæiske CAP, trods usikre regler. Debat om klima, fødevaresikkerhed og land/by-balancen.

Det kan virke voldsomt tidligt, når den seneste CAP dårligt er i drift endnu, men den fælles landbrugspolitik er af så afgørende betydning, at vi næsten ikke kan komme for tidligt i gang med at sætte hegnspæle og påvirke processen.

Størrelsen af EU’s landbrugsbudget og reglerne for EU’s landbrugspolitik udløber begge med udgangen af 2027.

Den nuværende reform trådte officielt i kraft den 1. januar 2023 med to års forsinkelse. Og tingene i EU tager som bekendt tid, så allerede i 2024 begynder EU-Kommissionen internt at forberede den næste reform. Derfor skal Landbrug & Fødevarer også meget snart begynde at forberede sig på de prioriteter, vi lægger vægt på. Derfor holder vi også konference om den kommende CAP med centrale politikere og organisationer i denne uge.

Centrale forhold

Vi forventer, at diskussionerne om den næste landbrugsreform bliver præget af tre forhold, som vi alle vender på konferencen.

For det første et pres for en mere bæredygtig og klimavenlig landbrugsproduktion. Tidens allervarmeste politiske dagsorden vil naturligt nok også fremover blive en central del af landbrugspolitikken.

For det andet et ønske om at understøtte EU’s fødevareforsyningssikkerhed. Det har Covid-krisen og den russiske invasion af Ukraine været med til at flytte langt højere op på den fælles dagsorden – og i forlængelse heraf, hvordan vi opretholder EU’s status som verdens største eksportør af landbrugs- og fødevarer.

For det tredje vil ambitionen om at sikre en fortsat produktion i landdistrikterne – hvor landbrugsproduktionen jo spiller en central rolle – være vigtig i mange lande. Det skal særligt ses i relation til ønsket om at opretholde en balance mellem land og by. Det er en dagsorden, som L&F er dybt involveret i gennem vores kamp for at sikre et Danmark, hvor der også er mulighed for at skabe arbejdspladser og vækst i landdistrikterne.

Vores sigtelinjer

Det er stadigt meget tidligt i processen, og vi skal først i gang med egen proces om holdninger til den næste landbrugspolitik og dens budget.

Men vi rammer formentlig ikke langt fra skiven ved at erklære dette som vores sigtelinjer:

  • Beskyttelse af det indre marked og principperne om lige konkurrencevilkår internt i unionen. Konkurrenceforvridende støtteordninger er et onde, som skal bekæmpes.
  • Understøttelse af en grøn omstilling af produktion. Med en tyk streg under ”produktion”. Vi køber ikke ind på dagsordenen om, at problemer kan og skal løses ved at producere mindre.
  • Fastholde EU som verdens største eksportør af landbrugs- og fødevarer. Det er vigtigt, at unionen fastholder sin konkurrencedygtighed på de globale markeder.
  • Opretholde størrelsen af det nuværende landbrugsbudget. Vi ser ind i øgede krav til landmændene, ikke mindst på bæredygtighedsdagsorden. Derfor er det meget væsentligt at fastholde det nuværende budgetniveau.

Større krav

Verden stiller krav til os om både flere og mere bæredygtige fødevarer. De krav bliver kun forstærket i de kommende år og i den næste CAP-periode. Det er vigtigt, at vi som organisation er godt forberedt.

Denne uges konference er sat sammen i samarbejde med Tænketanken Europa. Den er en stor konference om fremtidens europæiske landbrugspolitik på Christiansborg, og vi har en række centrale politikere, erhvervs- og organisationsfolk til at give deres vurdering af, hvor landbrugspolitikken kan og vil bevæge sig hen.

Jeg glæder mig til at høre deres input og vende vores tanker med dem.

  • Du kan læse mere på thinkeuropa.dk, men selve konferencen er allerede udsolgt. Desværre.