
Overvej mulighederne i de nye bioordninger
Fødevareminister Jacob Jensen opfordrer landmænd til at søge en af de nye bioordninger.
Landbrug & Fødevarer er enige, men påpeger også, at det vil være stærkt beklageligt, hvis udformningen af ordninger, der ikke er attraktive for landmændene, betyder, at der skal sendes penge retur til EU.
Fødevareministeren påpeger i en pressemeddelelse fra den 31. marts, at der er langt færre landmænd, der søger de nye bioordninger, end forventet:
Han opfordrer derfor til, at man drøfter med sin konsulent, om man kan bruge en af ordningerne.
Landbrug & Fødevarer er enig i, at man som landmand skal vurdere om en eller flere af bioordningerne giver mening på ens bedrift. Hvis tendensen, som Jacob Jensen peger på, holder, kan resultatet være, at Danmark bliver nødt til at sende penge retur til EU. Det vil være stærkt beklageligt, da en del af forklaringen givetvis vil være, at ordningerne er udformet så de ikke er attraktive for landmændene.
Brak-krav spænder ben
Det kan blandt andet dreje sig om bioordningen til biodiversitet og bæredygtighed. Mange landmænd vil givetvis konkludere, at det ikke giver økonomisk mening at tage flere arealer ud af drift, når man allerede har skullet braklægge 4 pct. som konsekvens af det nye GLM 8-krav. Det påpegede Landbrug & Fødevarer under forhandlingerne om den danske udmøntning af landbrugsreformen. Og argumenterede i stedet for, at man under denne ordning også skulle kunne understøtte bæredygtig produktion, fx i form af præcisionsjordbrug – og ikke bare støtte udtagning af omdriftsarealer fra produktionen.