Nyhed, 05.april 2023

En uge mere til at søge om landbrugsstøtte

Fødevareministeren meldte ud at der bliver en ekstra uge til at indsende ansøgninger om landbrugsstøtte i år pga flere IT-nedbrud i årets ansøgningsrunde

Den nye ansøgningsfrist er den 28. april 2023. Landbrug & Fødevarer mener, at det var en nødvendig beslutning.

Landbrug & Fødevarer mener, at det var nødvendigt med en udskydelse af fristen. Der har været nedbrud af systemet, der har været problemer med Nem-login og  fejl i kortlaget til Miljø- og klimavenligt græs. Derudover tager det generelt længere tid at lave ansøgninger i år, på grund af de mange nye krav og ordninger.

Landbrug & Fødevarer har gennem hele ansøgningsrunden påpeget vigtigheden af, at Landbrugsstyrelsen tæller al tid med, som forhindrer indsendelse af ansøgninger – og ikke kun decideret nedetid, hvor systemet ikke kører. Det er naturligvis helt afgørende at udsættelsen ikke medfører forsinkelser i udbetaling af landbrugsstøtten til december.  Landbrug & Fødevarer bliver ved med at følge udviklingen tæt.

Ministeriets udmelding kan du læse her