Nyhed, 10.maj 2023

CAP-reformens første ansøgningsrunde gik fornuftigt

Det praktiske arbejde under den nye landbrugsreform er kommet fornuftigt fra land.

Den første ansøgningsrunde efter den nye landbrugsreform er er netop gennemført med 28. april som slutdato. Det er dog med muligheden for at ændre i ansøgningerne frem til den 23. maj.

De første tal viser dog også, at der har været mindre efterspørgsel på de nye bioordninger, end fødevareministeriet har forventet.

Når Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i L&F, gør status, så lander han på ordet ’fornuftig’ om afviklingen. Der har været gode takter og imødekommenhed, men ikke alt har fungeret.

Blandt de positive ting er, at der har været lyttet til landbrugets bekymringer omkring ansøgningsfristen.

- Ansøgningsfristen blev først forlænget en uge, allerede inden ordningen åbnede. Og til sidst måtte ansøgningsrunden udskydes endnu en uge på grund af forskellige IT-nedbrud i begyndelsen af runden. Vi værdsætter, at fødevareministeren har lyttet til erhvervets bekymringer i dette første nye reform-år. Med fristudsættelsen har den tekniske afvikling alt i alt været rimelig vellykket, vurderer Niels Lindberg Madsen.

Inden der kan dømmes godkendt, så udestår dog at se, hvordan landbrugsstøtten bliver udbetalt.

- Det er helt afgørende med rettidig udbetaling af landbrugsstøtte til december trods forlængelse af ansøgningsfristen. Det har vi fortsat til gode at gøre de første erfaringer med under den nye landbrugspolitik, siger Niels Lindberg Madsen.

Bio-ordninger skal justeres

Mindre succesfuldt har den del af reformen, der handler om de nye bio-ordninger forløbet.

Der har vist sig, at der er begrænset efterspørgsel på de nye ordninger, der eksempelvis tæller ”varieret planteproduktion” eller ”biodiversitet & bæredygtighed.”

Derfor har L&F-formand Søren Søndergaard henvendt sig til fødevareministeren og påpeget nødvendigheden af at tilpasse ordningerne. For uden udnyttelse af de afsatte puljer, så er der risiko for, at pengene sendes tilbage til EU.

- Vi ser med stor alvor på, at der ikke er større søgning på de nye bio-ordninger. Derfor opfordrer vi ministeriet til at tage ved lære og indføre ændringer af den danske CAP-plan for 2024, som vil gøre de forskellige ordninger mere attraktive for landmændene. Det giver jo ingen mening at have ordninger, som landmændene ikke ser nytte i at søge, og som potentielt kan betyde, at pengene blot ryger tilbage til EU i stedet for at gøre gavn til grønne tiltag, siger Søren Søndergaard.

Analysen hos Landbrug & Fødevarer er, at de bedst søgte ordninger er dem, der understøtter grønne produktionstiltag. Det er særligt ordningerne ’miljø- og klimavenligt græs’ og ’varieret planteproduktion’. De mindst søgte ordninger er dem, hvor det kræves, at arealer kraftigt ekstensiveres eller tages ud af produktion. Det drejer sig om ordningerne ’biodiversitet & bæredygtighed’ samt ’ekstensivering med slæt’. Derudover er der en særlig situation for økologitilskuddet, da den høje inflation har medført forringet afsætning af økologiske produkter.

L&F har foreslået, at bioordningen for ’biodiversitet & bæredygtighed’ udformes, så den også kan give tilskud til mere bæredygtige produktionsmetoder for eksempel i form af præcisionsjordbrug i stedet for at støtte udtagning af omdriftsarealer fra produktionen.

- For langt de fleste landmænd giver det ikke økonomisk mening at tage flere arealer ud af drift, når danske landmænd – i øvrigt som et af de eneste i EU – allerede har skullet etablere 4 pct. ikke-produktive arealer som konsekvens af det nye GLM 8-krav. Alene på den baggrund er der et stort behov for at tilpasse ordningen og overveje indførelse af andre nye ordninger, påpeger Søren Søndergaard.

Fakta om ansøgningsrunden 2023

Der blev i 2023 indsendt 33.915 ansøgninger om landbrugsstøtte for i alt 2.650.688 ha.

Der blev indsendt 618 ansøgninger om etableringsstøtte til unge landbrugere.

Den samlede pulje til de nye bioordninger er på knap 800 mio. kr.  Der er i det første år af ny landbrugsreform søgt for omkring 500 mio. kr.